Kent Nielsen: Ærgerligt

08.03.2009 20:56

- Jeg er ærgerlig over resultatet, selv om vi er i undertal i så lang tid. Dels holder vi dem godt væk, og så har vi jo store chancer i slutminutterne.

Cheftræner Kent Nielsen gjorde status efter 1-1-kampen på udebane mod FC Midtjylland. En kamp hvor Alexander Farnerud scorede sit første Super Liga-mål, og Joseph Elanga modtog sit andet gule kort efter en halv times spil.

Fantastik indstilling

- Det er klart, at udvisningen kommer til betyde meget. Efter en de første 10-15 minutter, hvor FC Midtjylland trykker på, kommer vi ind i kampen og får også overtaget. Efter målet får vi lagt endnu mere tryk på.

- Da vi bliver 10 mand, er vi nødt til at ændre lidt. Men spillerne viser en flot indstilling, og taktisk har vi også godt styr på dem.

- I pausen taler vi om, at vi ikke bare må stå og sparke væk, men skal forsøge at få scoret mål nummer to, og rent defensiv skulle vi tvinge dem til at sende lange frem fra de bagerste rækker, fortsætter cheftræneren.

- Jeg kan kun rose spillerne for en fantastisk indstilling og for at udvise så meget mod og mandshjerte. Vi får folk med frem i offensiven - også fra bagerste række. Og vi får produceret chancer nok til, at vi godt kan ærgre os over, at vi kun får ét point, konstaterer Kent Nielsen med henblik på de store chancer som tilfaldt Jallow; van der Schaaf og Holmén i sidste halvdel af 2. halvleg.

- Farnerud og Krohn-Dehli fortjener store roser. De var fremragende til at føre bolden frem, så vi kunne få de nødvendige pusterum i defensiven. Samtidig lykkedes det os at få FC Midtjylland til at smide lange bolde frem, hvilket vores defensive folk havde styr på. Det er vel nærmest kun ved scoringen, at de får spillet sig bag om os.

- Alt i alt er jeg tilfreds. Vi lykkedes med rigtig mange af de ting, der ikke fungerede optimalt mod FC København. Vi bevæger os godt uden bold og får pasningsspillet til at fungere langt bedre. Vi får også produceret chancer nok til at vinde kampen.

- Men det er klart, at det kan blive endnu bedre, og det bliver det, afslutter cheftræneren med sikkerhed i stemmen.