
Agger tilbage på landsholdet
18.03.2009 09:12
Tirsdag eftermiddag blev U-21 landsholdstruppen udtaget til træningskampen mod Tyrkiet den 26. marts, og landstræner Keld Bordinggaards trup tæller hele tre spillere fra Brøndby IF's førstehold. Det drejer sig om Daniel Wass, Mike Jensen og Nicolaj Agger.
For sidstnævnte bliver det et glædeligt gensyn med landsholdet efter en ufrivillig pause på knap et halvt år på grund af skader.
Masser af landskampsrutine
- (Nicolaj, red.) Agger har jo været med tidligere, så vi er bekendte med hans store potentiale, som desværre har været sat lidt på stand by på grund af skader, forklarer Bordinggaard til dbu.dk efter udtagelsen.
Agger har i alt spillet 21 landskampe for diverse ungdomslandshold, hvor det er blevet til otte scoringer. Lægger man Mike Jensen og Daniel Wass landsholdsoptrædener oveni, så står de tre Brøndby-spillere for i alt 116 ungdomslandskampe og 19 mål.
Opgøret mod Tyrkiet er et led i forberedelserne frem mod slutrunden i 2011, der bliver afholdt i Danmark.
Nicolaj Agger er tilbage i U-21 landsholdstruppen, når Danmark møder Tyrkiet i slutningen af marts.