PSV bliver modstanderen på Brøndby Dagen

29.05.2009 16:39

Den 11. juli åbner Brøndby Stadion op for den traditionsrige Brøndby Dag med masser af familieaktiviteter og Kjeld Rasmussen Cup IV.

Ud over at præsentationen af den nye udebanetrøje så invíterer KasiGroup på en spændende kamp mod PSV Eindhoven, autografskrivning og masser af aktiviteter for Brøndby Kids.

Brøndby Dag - familie dag

Der er tradition for at Brøndby-dagen er en familiebegivenhed, som plejer at trække Brøndby-fans i alle aldre fra hele landet til Brøndby. Truppen præsenteres og der er mulighed for at komme helt tæt på ved den åbne træning for Brøndby Kids.

I år er modstanderen til Kjeld Rasmussen Cup det stærke hollandske hold fra PSV Eindhoven, hvilket passer cheftræner Kent Nielsen ganske udmærket.

- Modstanderen passer godt som afslutning på en opstart, der skal gøre holdet klar til SAS Ligaen efter sommerpausen. Men også med henblik på de kommende kampe i Europa League er det vigtigt at blive matchet rigtigt. Derfor er det helt fint, at det er lykkes med denne modstander, og selvfølgelig håber vi at Brøndby Dagen bliver en fest for alle, udtaler cheftræner Kent Nielsen.


I år ser det foreløbige program ud som følger

  • 9:30 Brøndby Dagen åbnes
  • 10:00 Åben træning for Brøndby Kids medlemmer samt billedseance.
  • 11:00 Autografskrivning
  • 11:30 Aktiviteter og underholdning foran Brøndby Kids
  • 14:00 Brøndby Stadion åbnes
  • 14:45 Trup og trøjepræsentation
  • 15:00 Kick-off Kjeld Rasmussen Cup IV præsenteret af KasiGroup
  • 17:00 Præmieoverrækkelse

Der er rundvisninger på Brøndby Stadion hele dagen


Priser til kampen

Kampen mod PSV Eindhoven i Kjeld Rasmussen Cup IV er afslutningen på årets store familiebegivenhed. Billetprisen til kampen er sat som følger:

Voksne 80 kr.
Børn 40 kr.
Familiebillet (2 voksne + 2 børn) 200 kr.

Familiebilletten kan kun købes i Brøndby Shoppen eller ved henvendelse til BILLETnet Call-center på 70 15 65 65

Bemærk: der bliver lagt billetgebyr på 20 kr. pr. billet (20 kr. pr. person på familiebilletten).

Alle billetter sælges som unummereret fra onsdag den 10. juni. Billetterne sælges både i Brøndby Shoppen og på brondby.com/billet

Svenske fans

Fans bosat i Sverige kan købe billetter via herewego.se. Priser er inkl. transport og billet til kampen.

 

Brøndby Dag

Der bliver masser af aktiviteter på Brøndby Dag - blandt andet mødet med PSV Eindhoven og autografskrivning.