Nederlag mod FCK
17.05.2009 19:35
En kamp, alle Brøndby-fans havde ventet på i lange tider. En kamp, der havde fået prædikatet guldfinalen. Med en uafgjort eller sejr i opgøret havde de blågule selv kunne afgøre, hvor mesterskabet skulle stå efter de sidste to kampe. Det var oplægget til matchen mod FC København i Parken søndag eftermiddag.
Med en flot march gennem København havde Brøndby-fansene vist deres ypperste opbakning til holdet, der på vej i bussen mod Parken blev modtaget af 1.000-1.500 syngende fans.
Uheldig start
Brøndby-holdet stillede i noget nær stærkeste opstilling med tilbagevendte Thomas Rasmussen på venstre back-pladsen, Randrup på højre back, mens Morten Duncan Rasmussen og Alexander Farnerud spillede helt fremme.
Opgøret startede ganske horribelt for Brøndby-holdet. Et forsvarskiks sendte FCK i kontra og efter bare tre minutter havde hjemmeholdet bragt sig foran med 1-0. Føringsmålet satte for alvor gang i FCK, mens Brøndby-spillerne havde svært ved at få spillet til at fungere.
Allerede efter 23 minutter måtte midterforsvaren Remco van der Schaaf forlade banen på grund af en muskelskade, og blev erstattet af Jon Jönsson. Den første af mange af mange skader, der regnede ned over Brøndby-spillerne.
På det tidspunkt bølgede kampen frem og tilbage, uden at nogen af holdene kom frem til større chancer.
Med syv minutter til pausefløjt blev Thomas Rasmussen savet midt over af Jesper Grønkjær, der efterfølgende modtog en advarsel. Lidt i underkanten i forhold til selve hændelsens karakter, og Thomas Rasmussen måtte i pausen lade sig udskifte til fordel for Ousman Jallow.
Lige inden pausefløjtet bragte FCK sig yderligere foran med 2-0 og havde derfor et godt udgangspunkt for anden halvleg.
Skade på skade
Anden halvleg startede, hvor første halvleg sluttede ? nemlig med endnu en skade. Morten Duncan Rasmussen vrikkede om og måtte forlade banen til fordel for Nicolaj Agger efter to minutter.
Det virkede som om, at Kent Nielsen havde talt med store bogstaver i omklædningsrummet, og Brøndby-holdet lagde et voldsomt pres på hjemmeholdet fra anden halvlegs start. Blandt andet Alexander Farnerud havde et godt skud mod mål, der desværre gik forbi.
I det 66. minut var det så Anders Randrups tur til at blive behandlet. Efter en hovedstødsduel måtte han sys i hovedbunden og spillede således kampen færdig med hue af bandage.
FCK blev mere og mere farlige på kontra efterhånden som Brøndby-spillerne bevægede sig længere frem på banen, og i det 70. minut scorede hjemmeholdet igen efter et forsvarskiks. Og bare tre minutter efter satte FCK det sidste søm i kisten med målet til 4-0.
Ousman Jallow skabte en del ravage i de bagerste FCK-geledder, men var uheldig i de afgørende situationer. Kampen endte dermed med et nederlag og et detroniseret Brøndby-holdet.