Sæsonkortsalg i positiv udvikling

24.06.2009 10:06

Sæsonkortsalget fik en god start, og i den seneste uges tid er salget endda øget.

Der er således rigtig mange, der har valgt at sikre sig en fast plads til det spændende program på Brøndby Stadion i SAS Ligaen, der sparkes i gang med et brag, når sidste sæsons nummer to og tre mødes på Brøndby IF's hjemmebane. 

Kontantsalg i fremgang

Mange har valgt at betale deres sæsonkort via PBS i år, og det er da også en rigtig god løsning for de fleste.

Den sidste uges tid er der dog markant flere, der har valgt at betale kontant, hvilket er lidt modsat den generelle udvikling.

- Der er ingen tvivl om, at mange finder løsningen med løbende betaling over PBS interessant, men den seneste uge har vi oplevet en mærkbar stigning i kontantsalget. Det kunne tyde på, at blandt andet SP-pengene har haft en indflydelse. Det har måske øget incitamentet til, at betale hele beløbet med det samme, fortæller billet- og sæsonkortansvarlig Michael Rasmussen.

- Vi vil gerne have så mange sæsonkortholdere som muligt, så vi hilser det selvfølgelig udvilkingen velkommen. Salget er i øjeblikket foran forventningerne og foran tidligere års salg på tidspunktet. 

- Vi oplever i øjeblikket en vækst på små 20% i forhold til samme tidspunkt sidste år, og fortsætter tempoet ender vi inden længe over det samlede salg for hele sidste år, lyder prognosen.  

Stadig gode pladser tilbage

De mange solgte sæsonkort betyder dog ikke, at der ikke er gode pladser tilbage.

- Vi har i år åbnet for sæsonkort i HRH svinget, og det er der mange der har valgt at benytte sig af. Derfor er der stadig mange gode pladser tilbage til kommende sæsonkortholdere.

- Hvis man er ny sæsonkortholder kan man med fordel kigge forbi Brøndby Shoppen og være med til at vælge sig egen plads, fortæller Rasmussen. 

Køb dit sæsonkort online.

Stadion

Sommeren har lagt sig over Brøndby Stadion, og mange har benyttet det gode vejr til et besøg i Brøndby Shoppen, hvor sæsonkortsalget har været højere end nogensinde.