Max - tæt på

Han er svensk landsholdsspiller og viceanfører i Brøndby IF. Han er far til Viggo på 10 måneder. Han er generelt meget rolig, selv om han viser tænder på banen. Han har et afslappet forhold til fodbold og tænker sjældent på det derhjemme.

Han er Max von Schlebrügge.

Holder aldrig kæft

Brøndby-spillerne har netop afsluttet dagens træning i højt solskin. Max von Schlebrügge har endnu engang været en af de fremtrædende, især verbalt; de positive tilråb til holdkammeraterne har været mere eller mindre konstante fra det øjeblik, spillerne trådte ind på træningsbanen.

 - Sådan er det altid med ham. Han holder fandeme aldrig kæft, ikke engang under spurtøvelserne, griner hans landsmand og gode ven, Samuel Holmén.

- Det er dog altid positivt; altid opmuntrende, de ting han siger eller råber. Hele vejen igennem og det har en fantastisk og afsmittende effekt, skynder Holmén sig at uddybe, da Max ankommer. De to svenskere udveksler et par drilske kommentarer på meget hurtigt svensk, inden Holmén går tilbage mod stadion og omklædningsrummet.

Max hilser smilende og undskylder, da hans mobil ringer i samme øjeblik. Venlig. Smilende. Max.

Efter en kort samtale er han klar til snakken med Fodbold i Brøndby.

Viggo som rockstjerne

- Det var min kone, smiler han afvæbnende og fortæller glædesstrålende, at hun i øjeblikket går hjemme med deres 10 måneder gamle søn, Viggo.

- Det er helt fantastisk at blive far. Der kan simpelthen ikke siges noget som helst negativt om det. Det er udelukkende positivt. Det ændrer én som person; det kan ikke rigtig forklares; man kan simpelthen ikke sætte ord på det. Jeg kan i hvert fald ikke.

- Det har dog ikke ændret mig som fodboldspiller. Jeg har de samme sportslige ambitioner nu, som før han kom til verden. Men der findes ting, der betyder meget mere end fodbold. Dét har jeg selvfølgelig hele tiden vidst, men det bliver kun tydeligere for en, når man får en lille.

- Det har jo også ændret vores hverdag en smule - samt et par enkelte nætter eller tre, fortsætter han grinende.

- Jeg har altid været bevidst om at adskille tingene. Fodbold for sig og familie for sig - selv om det reelt ikke er muligt at adskille de to ting helt. Fodbold fylder rigtig meget i mit og derved i min families liv, så det er vigtigt, at jeg lægger den del væk, når jeg kommer hjem fra træning. Det er ikke altid lige nemt, men netop derfor forsøger jeg helt bevidst at "glemme" fodbolden, når jeg hjemme.

- Sådan er det helt fra morgenstunden. Fra jeg vågner, er kun familien i tankerne, og først når jeg sætter mig ud i bilen for at køre til træning, vender jeg fokus mod fodbolden.

- Kun når jeg har spillet kamp, er tankerne helt bevidst på fodbold derhjemme. Jeg kommer hjem, slapper lidt af og tænker så kampen igennem - uanset om vi har tabt eller vundet. Derefter forsøger jeg bare at falde ned og få sovet. Selv om det ikke altid er lige nemt med Viggo i huset, ler Schlebrügge.

- Dét at blive far, har ikke ændret så meget i forhold til "komme ned" efter en kamp. Adrenalinen er stadig i kroppen, og så er det svært at sove uanset hvad. Men jeg er generelt god til at "lukke ned" for fodbolden.

- Man skal også huske på, at fodbold fylder rigtig meget i vores dagligdag. Blandt andet hvad kost angår; jeg skal spise rigtigt, drikke en masse vand og den slags, så selv når jeg ikke tænker på fodbold, så er det i vores liv hele tiden. Fodboldspiller er man hele døgnet, så det er vigtigt at kunne tænke og fokusere på andre ting.

- Det gør dog også det hele lidt nemmere, at min kone ikke er specielt fodboldinteresseret, så vi taler ikke meget bold derhjemme, hvilket er ganske rart. Men hun er, så vidt muligt, på stadion til alle hjemmekampe og lever altid meget med på lægterne, smiler svenskeren.

- Hvem ved, måske skal hun fortsætte med at være med på sidelinjen i mange år endnu, hvis Viggo vil spille fodbold. Hvis han vil spille, så støtter jeg og hjælper ham gerne, men jeg har ikke tænkt mig at skubbe eller presse ham i den retning. Han skal lave det, som han selv har lyst til. Rockstjerne, kommer det med et stort smil.

- Nej, det er pjat. Men han elsker musik, ligesom jeg gør. Det er HELT tydeligt, at han har øre for det, fortæller Max og ligner den meget stolte far, han er.

Max von rolig

- Det vil ikke undre mig, hvis han også ender med at spille musik, som jeg selv gør. Det er ikke blevet til så meget den seneste tid, men jeg har spillet en del guitar tidligere. Jeg spiller både egne kompositioner og andres. Men bare derhjemme i privaten; der er ikke så meget rockstjerne i mig. Det er bare en rigtig god måde for mig at slappe af på.

Men har Schlebrügge altid været det samme rolige og afslappede gemyt, som han er i dag, eller er det kommet med årene? Han ser nærmest genert ud, da han bliver spurgt.

- Jeg har altid været rolig og fokuseret på de positive sider af livet. De to ting følges nok ad, og begge ting ligger dybt i mig. Måske var jeg en smule vild, da jeg var omkring ... sådan her, forsætter han og strækker armen ud, så den er knapt en meter over jorden.

- Men ellers har jeg altid været stille og rolig. Nogen vil måske tænke, at det har været en hæmsko rent fodboldmæssigt, men det har det på ingen måde, for på banen har jeg aldrig holdt mig til tilbage, men været ... jeg vil helst ikke bruge ordet aggressiv, men viljestærk og engageret. Altid 100 procent.

Max lægger ansigtet i lidt mere seriøse folder.

- Det er ikke sådan, at jeg slet ikke besidder temperament. Oplever jeg uretfærdighed og egoisme, så gnistrer temperamentet, og jeg kan slet ikke lade være med at reagere. Altså når det drejer sig om store ting; ting der virkelig betyder noget. Jeg er bestemt ikke typen, der råber ad tv'et, når jeg ser fodbold. Der skal meget, meget mere til, uddyber han og genfinder straks smilet.

- Det er i øvrigt temmelig begrænset, hvad jeg ser af fodbold. Landskampe og lidt Champions League er stort set hvad det bliver til - for sidstnævntes vedkommende endda kun slutkampene. Men jeg vil da også allerhelst selv spille de kampe, frem for at se dem i TV. Og som jeg har nævnt tidligere, så fylder mit eget fodbold allerede meget.

- Jeg har måske et anderledes forhold til fodbold, end folk umiddelbart forventer. Men jeg har egentlig altid haft det sådan her. Min karriere afspejler det meget godt; jeg har haft en "sen" karriere - i hvert fald på højt niveau.

- Min første klub var AIK, hvor jeg spillede i 15 år, fra jeg var 5 år gammel til jeg var 19. Så tog jeg til Florida, hvor jeg gik 2 år på college. Jeg havde en fantastisk tid derovre og fik blandt andet spillet en masse på skolens fodboldhold. Niveaumæssigt var det vel som 2. division, men det er svært at vurdere, da det ikke er divisionsopdelt efter styrke; så der kunne være kæmpe forskel på niveauet de forskellige hold i mellem. Mit eget hold var ret godt, blandt de bedste.

- Efter 2 år fik jeg så igen lyst til at satse på fodbolden for alvor og tog hjem til IF Brommapojkarna i Sverige. Efter 3 år der fik jeg kontrakt med Hammarby, hvor jeg spillede i 5 år, inden jeg tog til Anderlecht og siden kom her til Brøndby.

Ambitioner og højrefoden

Men hvad skal der ske efter karrieren? Endnu en sen karriere - denne gang som musiker, eller kunne et job i fodboldverdenen trække?

- Det har jeg ikke gjort mig tanker om. Nu tænker jeg kun på min familie og fodbolden. Jeg fokuserer på nuet, det der er vigtigt for mig lige nu.
Men jeg tror ikke, at jeg bliver træner eller andet inden for fodbolden, når jeg engang stopper min aktive karriere; især som træner har jeg svært ved at se mig selv, konstaterer han med naturlighed.

- I øvrigt forventer jeg jo ikke stoppe foreløbig. Der venter flere kampe og pokaler i fremtiden ... her i Brøndby!

Interviewet er slut. Max rækker hånden frem, siger farvel, og bliver siddende. Fodbold i Brøndbys skribent går i gang med samle diverse ting sammen, men efter 5-6 sekunders total stilhed udbryder Max pludselig:

- Jeg tror, at han bliver højrebenet!

Igen ligner den svenske forsvarsspiller verdens stolteste far, da han begejstret fortæller:

- Han elsker også bolde. Ser han en bold rækker han ud efter den (Max demonstrerer ivrigt sin søns armbevægelser). Knægten har i hvert fald masser af potentiale. Det ses tydeligt!