
Kent: Forberedelserne har været i gang længe
25.06.2009 13:50
- Det var en god, men meget kort ferie. Det er jo en kunst at kunne slappe af, smiler cheftræner Kent Nielsen.
- Jeg har da fået slappet af, men også været i Sverige og afslutte mit P-træner-forløb (P-trænerlicensen er den højest rangerende trænerlicens i Europa. red.) . Derudover fik jeg også set et par kampe til U21-VM i forbindelse med forløbet, så der var nok at se til. Nu er vi tilbage, og arbejdet med forberedelserne til de kommende vigtige kampe er i fuld gang.
Fire nye
- Forberedelsen til denne sæson begyndte jo egentlig allerede i foråret, så selv der ikke er lang tid til første kamp, synes jeg, at vi er godt rustede. Også fordi vi igang med at opnå den nødvendige kontinuitet - kontinuitet skaber resultater - som er påkrævet. Det er en længerevarende proces, men vi er nået et godt stykke. Folk kender efterhånden hinanden, uddyber Nielsen.
Brøndby IF har benyttet foråret og sommerpausen til at udvide truppen og cheftræner glæder sig over de fire nytilkommende:
- Paul Jatta har jo efterhånden været her længe, men han har helt tydeligt savnet at kunne spille kampe. Vi har kun kunne bruge ham i reserveholdskampe og det giver sig selv, at det ikke er nok. Men nu får han muligheden og jeg er sikker på, at han er klar til at gribe den.
- Han er en fysisk stærk defensiv midtbanespiller, der er god i "de små rum"; altså når der er mange spillere i området omkring boldholderen. Jeg ser ham som en udviklingsspiller, men han er klar til at springe til allerede nu, hvis det bliver nødvendigt.
Paul Jatta.
- Jens Stryger Larsen har jeg overværet mange gange og han er en spiller med en udemærket teknik og et fint overblik samt en enorm energi; utrolig løbestærk. Han har samtidig taget mange skridt i den rigtige retning på andre områder og derfor var det oplagt at hente ham op i A-truppen, så han kan fortsætte den udvikling. Men tålmodighed er en dyd og det ved Jens også; han er i det hele taget en moden spiller af sin alder taget i betragtning.
Jens Larsen.
- Jan Frederiksen kender de fleste jo. Han spillede utrolig stærkt i foråret og holder generelt et højt niveau. Vi er nu rigtig stærkt besatte på venstre back, hvor vi har to spillere, der i den grad holder niveau. Thomas er landsholdsspiller og det er han, fordi han er landets bedste på pladsen, men Jan er i mine øjne pt. lige efter.
Jan Frederiksen.
- På den anden back-plads har vi nu også flere alternativer i landsholdsklassen. Mikael Nilsson kan spille pladsen, hvis det bliver nødvendigt, men han er så stærk og rutineret en spiller, at han kan bruges flere steder på banen. Han er en spiller med masser af international erfaring fra både landskampe og de store europæiske turneringer og han vil tilføre truppen en hel masse, både på og uden for banen.
Cheftræneren.
- Vi står uden tvivl med en trup, der er stærkere end den, der sluttede sidste sæson. Det er hvad jeg forholder mig til, og jeg glæder mig til at arbejde videre med holdet. Vi spiller mod FCN på lørdag og så skal vi spille to kampe på træningsturen, før vi runder af i en rigtig interessant test-kamp; mod PSV Eindhoven på Brøndby Stadion.