Husk landskampen på Brøndby Stadion

25.06.2009 08:19

Danmarks bedste fodboldstadion åbner den 12. august dørene for landsholdets sidste testkamp inden de afgørende VM-kvalifikationskampe i efteråret.
 
- Det bliver en spændende modstander både for publikum og for os som hold. Sydamerikanske spillere er kendt som teknisk dygtige, så jeg er sikker på, det kan blive en oplevelse at se på, forudser landstræner Morten Olsen på dbu.dk

Billetsalget er i gang

Landstræneren uddyber videre om de sportslige aspekter:

- De har en argentinsk træner (Marcelo Bielsa, red.), som spiller et aggressivt 3-4-3-system, så det er en rigtig god modstander for os lige inden de afgørende VM-kvalifikationskampe til efteråret.

DBU melder om gang i billetsalget og specielt udebaneafsnittet er allerede flot besat. Det foreløbige salg var tirsdag morgen over 5.500 billetter, hvoraf mange er i udebaneafsnittet. Der forventes mange chilenere, da det er sjældent at Chilenerne spiller på disse kanter samtidig med, der bor mange chilenere i Sydsverige.

Hvis du vil sikre dig billet til kampen kan det gøres via et af de mere end 200 online udsalgssteder, over telefonen eller via internettet.  

Stephan Andersen

Det danske landshold spiller mod Chile på Brøndby Stadion den 12. august. Der kan nu købes billetter via BILLETnet.