
Brøndby IF på to hjul
12.06.2009 12:00
På søndag den 14. juni skydes Store Cykeldag på Vestegnen i gang. Her bliver Vestegnsruten indviet, der er en ny motions- og oplevelsesrute med en maratondistance på ca. 42 km, som fører gennem alle Vestegnens syv kommuner. Brøndby IF er den ene blandt tre hovedsponsorer til arrangementet.
- Det er ikke fordi hele Brøndby-holdet er på vej ind i cykelsport, men Store Cykeldag spiller rigtig godt sammen med de strategier og værdier, som Brøndby IF står for, forklarer Jordi Roig, marketingschef for Brøndby IF.
Lokal identitet
- Brøndby IF har fans fra hele landet, men i klubben arbejder vi også hele tiden med at udbygge en stærk lokal forankring. Derfor går vi ind i lokale projekter, og Store Cykeldag er helt oplagt. Det er et arrangement, der er med til at udvikle identiteten for hele Vestegnen, og så ligger det helt i tråd med de strategier, vi har i Brøndby IF omkring sport, uddannelse og sundhed.
- Vi har været med i Store Cykeldag i tre år. Og netop i år er det ekstra spændende med åbningen af Vestegnsruten, der virkelig viser Vestegnens muligheder på tværs af kommuner. Vestegnsruten er et fantastisk projekt, som virkelig viser, hvad der kan lade sig gøre, når kommunerne går sammen, tilføjer Jordi Roig.
Der er med andre ord mange gode grunde til, at Brøndby IF er en aktiv del af Store Cykeldag på Vestegnen.
Læs mere om arrangementet her.
På søndag skydes Store Cykeldag i gang på Vestegnen.