Nederlag mod FC Flora

16.07.2009 21:55

Sæsonstarteren mod FC Flora Tallinn endte stik mod spil og chancer med et nederlag på 1-0 til Brøndby IF efter et massivt pres af de blågule kampen igennem.

Trænerteamet havde givet genvalg fra PSV Eindhoven-kampen på samtlige pladser, hvilket betød, at Mikael Nilsson, Michael Krohn-Dehli, Samuel Holmén og Jan Kristiansen startede på midtbanen. Farnerud og Jallow på toppen.

Chance på chance

Efter bare et minut havde Ousman Jallow den første chance for at bringe hjemmeholdet foran, da han snublede i bolden tæt under mål. Chancen indledte et massivt pres mod Flora-målet, hvor alle offensive spillere fra Brøndby-holdet havde scoringschancer inden for de første 25 minutter. Men Tallinn-målet var forhekset og bolden ville ikke ind.

På trods af de mange brændte chancer slækkede Brøndby-holdet ikke på det taktiske oplæg og pressede udeholdet over hele banen, der dermed blev stresset til hurtige boldtab.

Anders Randrup måtte forlade banen allerede i det 22. minut, og blev erstattet af Mike Jensen, der byttede plads med Mikael Nilsson i højresiden. Med Mike Jensens energiske spillestil forsatte Brøndby presset, hvor både Michael Krohn-Dehli og Samuel Holmén løb i dybden og dermed flossede Floras forsvar på kryds og tværs.

I det 37. minut modtog Holmén bolden på kanten af feltet efter et flot gennemspillet angreb. Svenskeren prøvede at placere bolden i det lange hjørne, men læderet gik lige over målet.

En kold spand vand

Anden halvlegen begyndte med noget af et chok, da Tonnis Vanna fra Flora Tallinn tonsede bolden op i krydset fra 28-30 meters afstand uden chance for Stephan Andersen. En kold spand vand i hovedet til Brøndby-holdet, der skulle bruge nogle minutter på at sunde sig og forsætte, hvor de slap i første halvleg.

Nicolaj Agger erstattede Jan Kristiansen i det 64. minut, og Farnerud lagde sig ned på venstrekanten, mens Agger kæmpede sammen med Ousman helt i front. Agger havde flere gode forsøg fra distancen og satte endnu en streg i chancestatistikken i det 76. minut, da han snittede ydersiden af stolpen.

Powerplay'et fortsatte og FC Flora stod bare i eget felt og lossede boldene væk. Brøndby kom aldrig tættere på og måtte forlade banen som tabere. Der er returopgør på torsdag i Tallinn.