
Agger: Legia en spændende opgave
28.07.2009 13:43
- Jeg kender ikke så meget til Legia, men generelt er østeuropæiske hold svære at spille mod, og jeg tror, vi vil opleve det samme på torsdag, forklarer Nicolaj Agger om næste Europa League-opgør mod polske Legia Warszawa.
- De plejer at være fysisk stærke og spiller nok på et niveau højere end FC Flora, så der venter os en hård og spændende opgave, hvor vi skal forsøge at få et godt udgangspunkt til udekampen.
Bliver ved med at kæmpe
Der var skuffelse blandt Brøndby IF's spillere efter nederlaget mod Esbjerg fB i søndagens SAS Liga-opgør.
- Lige efter kampen hang vi med hovederne, da vi havde sat næsen op efter noget mere. Vi starter egentlig udmærket, men efterhånden kommer Esbjerg ind i kampen og får scoret efter deres hurtige omstillingsspil, lyder det fra den talentfulde angriber, der forklarer videre om sin egen rolle:
- For mig handlede det om at løbe i dybden og udfordre deres bagerste kæde. Det lykkedes godt i starten, men vi mister som sagt momentum efterhånden, som kampen skrider frem. Esbjerg stiller sig også dybere, hvilket gør mine arbejdsbetingelser sværere.
- Hvis vi kunn etage noget med fra kampen, så var det, at vi blev ved med at kæmpe godt og tro på, vi kunne tage point med hjem, slutter Nicolaj Agger.
Agger venter en spændende, men hård opgave, når Legia Warzawa kommer på besøg på Brøndby Stadion på torsdag.