Træningskampe faldet på plads

26.01.2009 11:57

Mandag den 9. februar vender Brøndby-truppen næsen mod Marbella på en uges træningsophold i det sydspanske. Under opholdet står menuen på to spændende træningskampe mod stærke modstandere.

Polens regerende mestre, Wisla Krakow, og FC Krylia Sovetov fra den bedste russiske liga skal være Brøndby IF's modstandere, og dermed får Kent Nielsen og resten af trænerteamet de bedste muligheder for at se truppen an inden sæsonstarten.

Vigtige forberedelser

Turen sydpå er den anden og sidste træningstur inden forårssæsonen begynder og er derfor en vigtig brik i truppens forberedelser.

Begge kampe bliver spillet på Marbella Paradise of Football & Sports anlæg. Se detaljerne nedenfor

12. februar kl. 16:00 Brøndby IF - Wisla Krakow (POL)

15. februar kl. 16:00 Brøndby IF - Krylia Sovetov (RUS)

Brøndby IF

Der var masse godt humør på første træningstur på Gran Canaria. Her er det vinderholdet, der fejrer sejren.