
Kent: Meget at tage med
23.01.2009 18:44
- Det var en kamp, hvor vi fik set flere spillere i kamp og enkelte på nogle uvante pladser. På den baggrund fik vi meget med, og jeg synes der er flere positive indsatser - især før pausen.
Cheftræner Kent Nielsen evaluerer fredagens træningskamp, der endte med en sejr på 2-1 over Herfølge efter en god første halvleg af Brøndby IF og en mere lige anden halvleg, hvor der blev skiftet en del ud.
Gode individuelle præstationer
- Jeg synes vi i første halvleg viser mange gode ting under, kan man sige, mindre gode forhold. Opspillet omkring straffesparket, der fører til 1-0 målet, er rigtig godt og Tobias Mikkelsens enkeltmandspræstation omkring 2-0 scoringen er af høj klasse, vurderer Nielsen.
- I det hele taget virker det fremadrettede spil i perioder godt, og der var sekvenser med hurtigt og godt pasningsspil. I defensiven synes jeg igen, at Pierre Kanstrup leverer en solid indsats i midterforsvaret. Kasper Lorentzen spillede en uvant rolle på den defensive midt, men gjorde det også fint, lyder det.
- Efter pausen viser Herfølge, at de er et godt sammenspillet hold, der står godt på banen og arbejder godt sammen. De er trænet godt, og med vinden i ryggen og efter vi har skiftet en del af de helt unge spillere ind, får de også tilkæmpet sig et overtag. De kunne godt have scoret til 2-2, men vi kunne lige så godt have lukket til 3-0, da David Williams afslutter et godt angreb lige forbi målet.
- Jeg er glad for, at have set en del af de unge i aktion. Der er meget talent at bygge på, men de fik også mærket, at fysik betyder en del, konstaterer cheftræneren.
Næste kamp afvikles søndag d. 25. Kampen rykkes efter al sandsynlighed frem til kl. 10:00 og spilles enten på bane 26 eller kunstgræsbanen. Mere information på brondby.com lørdag.
Kent Nielsen er godt tilfreds med dagens træningssejr over Herfølge, og cheftræneren ser frem til næste træningskamp, der allerede afvikles søndag formiddag.