
Jallow: Stadig masser af selvtillid
20.01.2009 13:16
Efter en travl vinterpause er Ousman Jallow tilbage på træningsbanen, hvor han er genforenet med resten af Brøndby-truppen.
- Det var godt at møde alle fra truppen igen. Jeg har brugt ferien i Gambia, Dubai og London, hvor jeg har besøgt mange af mine venner. Når man spiller i Danmark, så er det sværere at holde sig opdateret med, hvad alle laver, smiler Ousman Jallow.
Ser op til Kent
- Man kunne hurtigt mærke, at selvtilliden fra efterårssæsonen stadig bobler i truppen. Og det lader til vi forsætter med at vinde vores kampe - den første træningskamp mod Grashoppers gik fint, og der var mange gode ting, vi kunne tage med derfra, forklarer Jallow.
- Det er ekstra vigtigt, at vi har beholdt selvtilliden og tror på det, vi laver på fodboldbanen. Alle andre hold fra SAS Ligaen vil gå efter os, i og med vi ligger nummer et. Så der bliver ingen lette kampe i foråret. Også pokalsemifinalerne bliver hårde, da det er AaB's eneste mulighed for at kvalificere sig til europæiske kampe næste sæson.
Efter vinterferien har Kent Nielsen overtaget trænergerningen med Kim Daugaard som assistenttræner - noget som Ousman Jallow kan bruge i sin videre udvikling.
- Jeg kan allerede mærke nu, at Kent Nielsen er en god træner, som jeg kan lære meget af. Jeg har før sagt, at jeg stadig kan udvikle mig meget her i Brøndby, og mit kendskab til europæisk fodbold kan også blive forbedret. Kent har spillet i engelsk fodbold og mange kampe på landsholdet, så jeg ser meget op til ham.
Det nye trænerteam har lagt hårdt ud med mange træninger, så spillerne kan komme i form til de spændende forårskampe.
- Hvis vi har ambitioner om at være med i toppen af SAS Ligaen, så må vi løbe de ekstra meter, som træneren kræver. Det er alle spillerne klar over, så vi hygger os stadig, når vi træner. Når det så er sagt, så er vi alle sammen trætte efter de mange træningspas. Det er selvfølgelig noget, der skal til, for at vi kommer i god form, men kender en, der snart skal hjem og ligge med benene oppe, griner Jallow.
Ousman Jallow er klar til en svær, men spændende forårssæson med Brøndby IF.