Elmings kampoptakt til Super Bowl

22.01.2009 09:54

Brøndby Stadion er snart klar med det endelige program for dette års Super Bowl-fest. Værter for arrangementet er Jesper og Claus Elming, som kommer til at sætte præg på store dele af aftenens underholdning.

Brødrene glæder sig til kampen og mødet med de mange NFL-entusiaster på Brøndby Stadion. Jesper Elming ser frem mod kampen med nedenstående eksklusive kampoplæg.

SUPER BOWL 43 af Jesper Elming

Hvem havde dog troet det? Arizona Cardinals i Super Bowl. Det lyder næsten som en vittighed. Holdet har haft potentiale i mange år, men alligevel tabt stort, når det virkelig gjaldt. Og sådan så det også ud i år, da slutspillet nærmede sig. Cardinals tabte fire ud af deres sidste seks kampe, og i flere af kampene fik de regulære lussinger (48-20 til Eagles, 35-14 til Vikings og 47-7 til Patriots). Men det er Cardinals, der har fat i den lange ende, for de tre førnævnte hold er alle taget på ferie nu, mens Cardinals skal på arbejde én gang mere i år.

Efter Cardinals' uventede sejr over Carolina Panthers i slutspillet råbte quarterback Kurt Warner til sine holdkammerater "let's chock the world". Og det må man sige, at holdet fra ørkenen har gjort indtil videre. Købmand Kurt har været lynskarp, og receiver Larry Fitzgerald har været fænomenal. Intet mindre. De to bliver altafgørende for Cardinals i Super Bowl.

Samtidig har forsvaret spillet utrolig aggressivt og fremtvunget adskillige turnovers. Det kan slå ethvert godt hold ihjel. Hidtil er det i slutspillet gået ud over Atlanta, Carolina og Philadelphia. Og nu kommer den største skalp af dem alle... Pittsburgh i Super Bowl 43.

Det bringer os så til Pittsburgh Steelers. Hvis jeg skal sætte ét ord på dem, så må det være "ubehagelige". Jamen, hvem har lyst til at spille mod 11 dræbermaskiner?! Det forsvar er så frygtindgydende, at hele Cardinals' angreb må have mareridt op til Super Bowl. Især Kurt Warner! Ifølge mine beregninger, bliver det bliver en rigtig lang dag for købmanden. Han kommer til at se meget af himlen over Tampa, for Steelers' forsvar vil adskillige gange komme ind og ramme ham, så han ryger lige på r****.

Jeg tror ganske enkelt, at Steelers' modbydelige forsvar fuldstændigt piller Cardinals fra hinanden. Vi kommer til at se en meget frustreret Kurt Warner, der ikke aner, hvor forsvaret blitzer ham fra. Læg især mærke til James Harrison (årets mest værdifulde forsvarsspiller i NFL) og Troy Polamalu - de to kommer hver især til at få en rigtig stor kamp, og én af dem kan sagtens gå hen og blive den mest værdifulde spiller i Super Bowl 43.

Hvis ikke det bliver en af dem, så er det Steelers' quarterback Ben Roethlisberger, der bliver kampens mest værdifulde spiller. Hans evne til at købe sig ekstra tid, når han skal kaste, ved at bevæge sig rundt nede bag sine store offensive linjemænd, ses ikke bedre i NFL. Big Ben får en stor kamp, og Pittsburgh Steelers vinder som det første hold i NFL sin 6. Super Bowl.

Kunne du tænke dig at holde Super Bowl-fest i selskab med Jesper og Claus Elming på Brøndby Stadion, kan du læse mere om arrangementet i det foreløbige program her og købe din billet til Super Bowl-festen på Brøndby Stadion her.

Brd. Elming

Oplev brødrene Elming, når de gæster Brøndby Stadion til det store Super Bowl-arrangement.