
Bischoff: Ærgerligt
12.01.2009 20:10
Mikkel Bischoff kommer alligevel ikke med på det danske ligalandshold, der torsdag drager mod Thailand. Den stærke centerforsvarer døjer med en overanstrengt sene i det venstre knæ, hvorfor han ikke kan træne fuldt med.
Derfor er det i samråd med DBU blevet besluttet, at centerforsvareren bliver hjemme fra ligalandsholdsturen.
Ærgerligt, men ser fremad
- Det er da surt, for jeg havde glædet mig meget til turen. Det er noget helt specielt at være med i landsholdsammenhæng og jeg ville meget gerne spille, men sådan skulle det ikke være i denne omgang.
- Det er ikke den samme skade, som har holdt mig ude før, og jeg forventer ikke, at det er noget, der varer særligt længe. Jeg blev testet i dag, og må konstatere at jeg ikke ville kunne være med i kampene på turen, og derfor blev det besluttet at melde afbud, lyder det.
- Det betyder, at jeg nu får tid til, at komme helt på toppen igen i vante rammer og omgivelser, og det ser jeg selvfølgelig frem til. Jeg kommer til at træne atletisk i den kommende tid, og formen skal nok komme på plads. Så må vi bare håbe jeg kan fortsætte stilen fra efteråret, og kæmpe for at få en chance igen på et senere tidspunkt.
- Sådan er fodbold, konstaterer Bischoff lakonisk.
Således er antallet af Brøndby IF-spillere på ligalandsholdet faldet fra fem til to. Michael Krohn-Dehli og Morten Duncan Rasmussen deltager begge på turen.
Mikkel Bischoff må melde fra til ligalandsholdets tur til Thailand, men håber snart at være klar til at træne fuldt med.