
4-0 over BK Frem
25.01.2009 12:12
Den anden træningskamp på tre dage endte med opstartens tredje sejr. Modstanderen søndag var BK Frem fra Viasat Divisionen, der blandt andet gav spilletid til en gammel Brøndby IF-kending; Søren Krogh.
Det var nu hverken Krogh eller de rød/blå Frem-spillere, der var i centrum fra kampens start, hvor hjemmeholdets angrebsspil fungerede rigtig godt.
Tre hurtige
Ca. 300 tilskuere var mødt frem til kampen, hvor cheftræner Kent Nielsen, sammen med assistenterne Daugaard og Skovdahl, havde sammensat følgende startopstilling:
M. Tørnes
D. Wass - P. Kanstrup - J. Berthelsen - J. Elanga
S. Gislason
M. Jensen - J. Kristiansen
K. Lorentzen
R. Findly - D. Wiliams
Allerede efter tre minutter sendte Daniel Wass det første advarselsskud afsted mod Frems målmand. Fremmerne fik ikke indstillet sig på Brøndby IF's afslutningsivrige spil, og minuttet efter var det David Williams' tur til at fyre af mod målet.
Jan Kristiansen sendte Williams afsted i dybden og den hurtige australier kiggede sig ikke tilbage. Et fladt skud senere stod den 1-0 til hjemmeholdet, der fortsatte det offensive spil.
Frem havde en enkelt afslutning på hovedstød efter 10 minutter, men der stod Brøndby IF på stort set alt den første halve time. Efter 15 minutter var Williams igen tæt på efter en flot vending i feltet efterfulgt af et tørt hug, lige forbi mål.
I kampens 19. minut sendte Jan Kristiansen Daniel Wass afsted på kanten. Wass afleverede fladt til Robbie Findly, der har trænet med den seneste uges tid, og amerikaneren viste, at målnæsen i hvert fald er i orden. Angriberen sparkede koldblodigt bolden i mål til 2-0.
To minutter senere var den arbejdsomme angriber på pletten igen. Mike Jensen lagde bolden ind fra højrekanten og mellem venner og fjender kunne Findly dirigere bolden i mål med højrefoden. 3-0 og det lignede en veritabel afklapsning af BK Frem.
Ro på
Tempoet gik dog noget af kampen efter Findlys anden scoring og med en række udskiftninger i anden halvleg blev spillet også lidt mindre struktureret. Opstilling i anden halvleg:
S. Andersen
D. Wass - P. Kanstrup - J. Berthelsen - J. Elanga
S. Gislason
T. Mikkelsen - M. Jensen
K. Lorentzen
M. Hassan - D. Williams
Patrick Mortensen, Nicolaj Agger og Ousman Jallow blev alle skiftet ind, således at Brøndby IF i den sidste del af kampen spillede med Mortensen og Hassan helt fremme med Agger og Jallow på hhv offensiv midt og venstre kant.
Anden halvleg bød ikke på voldsomt mange højdepunkter, men Mustafa Hassan og Kasper Lorentzen fik dog et par gange vist nogle gode, hurtige kombinationer i modstanderfeltet.
Efter 35 minutter fandt Tobias Mikkelsen flot Daniel Wass i feltet. Wass tog et træk og blev nedlagt, og på det efterfølgende straffespark kunne Nicolaj Agger sende bolden i nettet til kampens resultat på 4-0.