
Kent: Vi skal stræbe højere
13.02.2009 15:10
Med en 1-0 sejr over ukrainske Metalurg Donetsk i gårsdagens træningskamp kunne cheftræner Kent Nielsen glæde sig over endnu en fint resultat over en god træningsmodstander.
- Vi spillede mod et kompakt hold med typiske østeuropæiske dyder. De havde en god fysik, meget boldsikre og havde et hurtigt omstillingsspil. Alt i alt en fornuftig modstander i denne opstartsfase, forklarer Kent Nielsen.
Flere offensive strenge
- I starten af første halvleg tog de teten og lagde et højt pres, og vi var nok heldige, at de ikke scorede. Vi havde problemer både offensivt og defensivt, men som første halvleg skred frem, blev det bedre, men det blev aldrig helt godt, fortæller cheftræneren.
- I anden halvleg ændrede vi vores opstilling en anelse, og det gav pote. Specielt den sidste halve time havde vi nogle gode kontrachancer og flotte skud. Alex Farnerud rykkede vi lidt tilbage i de frie områder, som han var god til at finde. Generelt er Farnerud involveret i meget af det kreative i vores spil, og han havde også flere muligheder og scorer jo det afgørende mål.
- Vi har mange gode offensive spillere, så der er kamp om pladserne, hvilket er et klart plus. En af de ting jeg lagde mærke til, som Brøndby beherskede i efteråret var at have spillere på den offensive del af banen, der kunne afgøre kampene. Det er selvfølgelig noget vi skal bygge videre på, forklarer Nielsen.
- Der er stadig ting, vi skal arbejde med. Vi svinger for meget i kampene, så vi skal fokusere på at få stabilitet ind i vores spil. Hvis offensiven ikke kører for os, så skal vi kunne falde tilbage på en solid defensiv.
- Betragter vi kampen i går som en helhed, så synes jeg, vi skal stræbe højere. Vi kan godt tillade os at være mere ambitiøse, og både spillerne og jeg ved, at vi kan gøre det endnu bedre, lyder det.
På søndag møder Brøndby IF det rumænske hold FC Timisoara. Kampen bliver føjtet i gang kl. 11:00