Kent: Det ser fornuftigt ud

16.02.2009 10:38

Med 2-0 sejren over FC Timisoara kan cheftræner Kent Nielsen se tilbage på en veloverstået træningsuge i sydspanske Marbella. Selv om Brøndby-spillerne var trætte, blev der alligevel kæmpet bravt kampen igennem mod det rumænske hold.

- I første halvleg synes jeg, vi spillede fint. Vi havde det lidt svært i starten, men der gik ikke lang tid, før vi fik bedre styr på det. Betragter kampen som helhed, så synes jeg, det ser fornuftigt ud, forklarer Kent Nielsen om gårsdagens kamp mod FC Timisoara. 

Taktisk anden halvleg

- Undervejs i opgøret har vi nogle gode angreb, hvor vi kombinerer os flot igennem. Defensivt holder vi stor set modstanderen fra målchancer. De har kun et enkelt nærgående forsøg i anden halvleg, lyder det fra træneren.

- Anden halvleg blev mere taktisk præget. Vi vidste godt, vi ikke havde kræfter til at ligge et højt pres på dem, så vi spiller en anelse mere afventende. Det er tydeligt at se, at spillerne er trætte efter vores mange træningssessioner her i Marbella.

- Trætheden betyder, at vi skifter en del ind, og her hæfter jeg mig ved, at vores indskiftede spillere gør det godt. Tobias Mikkelsen, Kasper Lorentzen og Mike Jensen har alle noget at byde på, og Mike scorer sågar et mål, smiler Kent Nielsen.

Der er nøjagtig to uger til første SAS Liga-kamp mod FC København. Flere har grublet over, hvem der kommer til at stå på trænerens holdkort, når dagen oprinder.

- Man kan spekulere meget i vores startopstilling, og jeg vil ikke bære mere brænde til bålet nu. Vi har stadig en træningskamp tilbage mod Rosenborg. Omvendt begynder tingene at nærme sig, så jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker om, hvordan det skal se ud, men det holder jeg ind til videre for mig selv, slutter Kent Nielsen af.

Brøndby-holdet lander sent mandag og er efter en fridag på træningsbanen igen onsdag. Søndag er sidste test inden SAS Ligaen starter op, når Rosenborg kommer på besøg kl. 15:00.

Kent Nielsen

Kent Nielsen fremhævede blandt andet de indskiftede spillere fra kampen mod FC Timisoara, der gjorde det godt og sørgede for et mål, da Mike Jensen cementerede sejren.