Hola Marbella

09.02.2009 18:00

Sent mandag eftermiddag trådte en rejsetræt Brøndby-trup ind på et skønt hotel i Marbella beliggende med udsigt over Middelhavet på den spanske sydkyst. Med palmer og et blåt hav i baggrunden blev et hurtigt måltid indtaget, før den stod på hvile for spillerne.

Alle spillere, trænere, fysser og ledere er indlogeret i samme bygning på det store hotel, hvilket giver et godt sammenhold i truppen. Der er i øvrigt besøg fra Brøndby IF's U-21 hold i form af Osama Akharraz og Daniel Stenderup samt målmand Michael Falkesgaard fra U-19 truppen. Sidstnævnte har fået pladsen, da Stephan Andersen først støder til truppen torsdag efter sin landsholdsdeltagelse.

Løbetur og evaluering

Selv om dagen har været lang, besluttede Kent Nielsen og trænerteamet sig for at træne før aftensmaden. En rask løbetur i det milde vejr var kosten for spillerne, der som bekendt var i kamp mod norske Tromsø i går.

Gårsdagens kamp og præstationer skal også evalueres, hvilket sker på en stor græsplæne foran hotellet, når løbeturen er slut. Og mon ikke der er ros til målscorer Alexander Farnerud efter den flotte præstation?

Tirsdag trænes der to gange - kl. 10:00 og kl. 16:00 - på de flotte baner på træningsanlægget med det pompøse navn; Marbella Paradise of Football & Sports, der ligger ca. et kvarters kørsel fra hotellet.

Der er lidt usikkerhed om, hvornår træningskampene senere på ugen bliver spillet. Følg derfor med her på siden for opdateringer.

Marbella

Udsigten fra hotellet, der består af flere bygninger. I baggrunden ses Middelhavet.

Træning

Dagens træning var løb. Her kommer truppen forbi hotellet, inden den bevæger sig ud på den store græsplæne.

Træning

Spillertruppen løb forbi værelserne og ned til havet. Første mand i mål var en veloplagt Jan Kristiansen.

træning

Efter løbeturen stod den på udstrækning. Assistenttræner Rene Skovdahl dirigerer den fysiske træning.