
Farnerud lyste op i sejr
08.02.2009 14:25
Både Mikkel Bischoff og Remco van der Schaaf blev sendt på banen fra start, da Brøndby IF søndag middag spillede træningskamp mod norske Tromsø IL.
Kampen, som til tider var en rodet affære med Brøndby IF bedst på bolden og mest chanceskabende, endte med en 2-1 sejr til hjemmeholdet, der således fandt tilbage til sejrssporet.
Langsom start
Brøndby IF stillede op som følger:
S. Andersen
M. Bischoff - R. v.d. Schaff - M.v. Schlebrügge - J. Elanga
S. Gislason
S. Holmén - K. Lorentzen
M. Krohn-Dehli
Duncan - A. Farnerud
De første 20 minutter var præget af den noget knoldede bane, der afstedkom en del fejlafleveringer fra begge sider. Tromsø kom bedst fra start og havde efter 12 minutter en stor chance for at bringe sig foran. En Brøndby-fod i det lille felt fik dog forhindret en afslutning på et ellers godt indlæg, og chancen løb ud i sandet.
Efter et kvarter viste hjemmeholdet sig for første gang i modstanderfeltet. Efter godt samspil mellem Holmén og Farnerud kom sidstnævnte til afslutning, men også her forhindrede en forsvarsfod på bolden i det lille felt, at afslutningen blev rigtig farlig.
Anført af en flot spillende Alexander Farnerud og gode indsatser af Samuel Holmén, Remco van der Schaff og Kasper Lorentzen fik Brøndby-spillerne bedre og bedre fat og efter 20 minutter burde den have stået 1-0. Et hjørnespark fra Michael Krohn-Dehli fik lov til at passere gennem feltet og ved bageste stolpe fik Max von Schlebrügge afsluttet ? på stolpen.
Herefter kom hjemmeholdet til en del halve chancer og afslutninger udefra. Holmén, Gislason og Farnerud forsøgter sig og i det 25. minut gav presset bonus.
Michael Krohn-Dehli blev sendt til baglinjen, hvor han med et følt indlæg fandt Morten Duncan Rasmussen. Angriberen tøvede ikke, og iskoldt udplacerede han målmanden med et fladt spark mod fjerneste stolperod. 1-0.
Kort efter målet måtte den ene linjevogter lade sig udskifte. Der fandtes ingen reservedommer, så assistenttræner Daugaard måtte tage flaget til store grin og klapsalver, og hans første kommentar var da også, at nu kunne Duncan sagtens lægge sig helt frem. Underforstået; han ville ikke blive vinket offside.
Det skulle dog vise sig at være ment meget ironisk, for kort før pausefløjtet fik den nye linjevogter vist nok hævet flaget en tand for tidligt, og dermed blev banens spiller, Alexander Farnerud, frataget en friløber efter en flot pasning fra midten.
Mere af samme skuffe
Cheftræner Nielsen benyttede pausen til at skifte ud på et par pladser, således at Jan Kristiansen kom ind på højre back, Farnerud blev rykket ned som offensiv midt og angrebet udgjordes af Peter Madsen og Ousman Jallow.
Halvlegen indledtes på samme vis som første, men ret hurtigt fik hjemmeholdet sat sig på løjerne. Der blev forsøgt en del, blandt andet et akrobatisk saksespark fra Ousman Jallow, men først i det 19. minut blev det rigtig farligt.
Peter Madsen og Kasper Lorentzen kombinerede hurtigt midt på Tromsøs banehalvdel, og der måtte skrappe midler til for at stoppe angrebet. På det efterfølgende frispark fandt Jan Kristiansen Alexander Farnerud, der med et hovedstød udplacerede Tromsøs keeper.
Føringen var fuldt fortjent, og det var også fortjent, at målscoreren var Alexander Farnerud.
Målet blev fulgt op af en udskiftning af netop Farnerud, der blev fulgt af banen af Mikkel Bischoff. Ind kom Jacob Berthelsen og Tobias Mikkelsen.
Kampen fortsatte med Brøndby mest på bolden, men også med en del fejlafleveringer. Joseph Elanga og Peter Madsen forsøgte sig begge udefra med gode afslutninger og flere gange blev bolden sendt godt ind over efter opspil, men det sidste manglede i feltet. Det burde have blevet til midst et mål mere, men det virkede som om gassen gik lidt af ballonen.
De sidste 10 minutter gav nogle store chancer til Tromsø, der indtil da ellers var holdt fuldstændigt fra gennemspillede angreb. I det 40. minut fik de rød/hvide nordmænd en friløber, der efterlod Stephan Andersen chanceløs.
2-1 med 5 minutter igen, og på det tidspunkt lignede det faktisk mere 2-2 end en sejr. Heldigvis rev Stephan Andersen en flot redning ud af ærmet i sidste minut, og dermed endte kampen 2-1 til Brøndby IF. Fuldt fortjent og efter flere opløftende præstationer.