
Banen ved at være forårsklar
24.02.2009 15:58
I løbet af vinteren har medarbejdere og gæster i administrationen og loungerne oplevet en bane, der er blevet passet og plejet i alle ender og kanter, og siden hen dækket af en stor specialdesignet dug.
Planen har været, at få én af landets bedste fodboldbaner gjort endnu bedre til forårets spændende slutspil. At dømme efter plænens udseende da de første områder blev befriet for plasticdugen kunne man ved selvsyn konstatere, at missionen er godt på vej til at lykkes.
En endnu bedre bane
Med en uge til årets første store brag - kampen mandag aften mod FC København - er der udsigt til et forårsklart Brøndby Stadion. Plænen er i hvert fald blevet plejet godt under vinterpausen, og stadionchef Kim Zahle fortæller:
- Vi gravede allerede en del af banen og kanten op tidligt på vinteren. Her fik vi gravet kabler til LED-banderne ned og sidenhen lagt fliser mellem bander og hegn til glæde for vagter og fotografer, der nu står tørt og fast hele året.
- Så udskiftede vi et par områder på selve plænen, blandt andet det ene målfelt, og lagde nyt græs. Vi slidsdrænede herefter hele banen for hver 25 cm og ned i 15 cm's dybde. Det blev gjort for at forbedre drænet og at give luft til græsset. Vi har gødet og eftersået og sidenhen tildækket det meste af banen med en specialdug, der giver både luft og varme.
- Nu tager vi en del af dugen af, og gør klar til den sidste behandling før sæsonen sparkes i gang. Der skal "topdresses" som det hedder, og så skal banen tromles, så den står helt klar til braget på mandag, fortæller stadionchefen.
Den ene ende af banen er stadig dækket af specialdugen, der flyttes lidt rundt. Dugen har haft stor virkning på plænen, og man kan tydeligt se forskellen på de områder, der har været under dugen og de, der stadig har lidt pleje til gode.
Banens nordlige ende står flot og grøn. Det kan mærkes i næseborerne, at fodboldsæsonen står lige for døren!