
Randrup: Den største kamp nogensinde
18.08.2009 12:53
- Det bliver utroligt spændende på torsdag mod Hertha Berlin. Hvis jeg kommer på banen, bliver det den største kamp, jeg nogensinde har været med i, så det er klart noget, jeg ser frem til, fortæller Anders Randrup.
- Alle kampe er selvfølgelig vigtige, men på torsdag kan vi tage første skridt til Europa League-gruppespillet, så vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at få et godt udgangspunkt til returkampen.
Alle mand er klar
- Vi skal for alt i verden forsøge at holde nullet på hjemmebane og måske få scoret en enkelt pind eller to. Omvendt så ved vi, at tyskerne har et meget stærkt hold, og de vil også gerne kvalificere sig videre. Så det tegner til at blive en hård, men ikke umullig opgave, lyder det fra stortalentet.
Sidste onsdag var Anders Randrup anfører for det danske U-21 landshold, der mødte Sverige i en venskabskamp. Det betyder, at han ligesom mange andre Brøndby-spillere, har spillet to kampe om ugen den sidste måned.
- Man kan selvfølgelig godt mærke, at man spiller mange kampe i øjeblikket, men omvendt er det også noget man skal kunne holde til, hvis man vil spille på det højeste niveau, og jeg føler mig stadig frisk i benene.
- Jeg er sikker på, at alle mand er helt klar til kampen på torsdag. Det bliver en stor oplevelse, slutter Anders Randrup af.