Nederlag mod AaB

09.08.2009 19:54

Bare tre dage efter den videre kvalifikation i Europa League mod Legia Warszawa hed opgaven AaB i fjerde runde i SAS Ligaen.

Nye i startformationen i forhold til Legia-kampen var Thomas Rasmussen på venstreback-pladsen og Ousman Jallow i angrebet.

Chokstart af AaB

Kampen blev indledt med et godt skud af Michael Krohn-Dehli, men mere blev det ikke til inden AaB chokstartede med et hovedstødsmål efter bare to minutter.

Derfra var det op ad bakke for Brøndby-spillerne, der ikke havde samme skarphed som i torsdagens opgør. Samtidig forsøgte AaB-spillerne på bedste vis at trække tiden på målspark og frispark.

Tættest Brøndby IF var på en udligning i første halvleg var Samuel Holméns langskud, efter AaB-keeperen havde bevæget sig for langt ud af målet. Men bolden smygede sig forbi den ene opstander, og udeholdet kunne gå til pause med en 1-0-føring.

Thomas på tværstangen

Efter pausen startede de blågule som lyn og torden, hvor Thomas Rasmussen bragede et langskud på tværstangen. Også Ousman Jallow havde et godt forsøg på hovedet, der røg en meters penge over mål.

Efter den energiske start faldt Brøndby-holdet tilbage på banen, og AaB overtog spilstyringen. Chancer blev ikke til, og i stedet bølgede spillet frem og tilbage uden at nogen af mandskaberne var farlige.

Med tyve minutter tilbage steg indskiftede Stefan Gislason op til et hjørnespark og dirigerede bolden i retning mod Morten Duncan Rasmussen, der også var kommet på banen. Desværre kom Duncan 20 centimeter for sent til bolden, og den store chance løb ud i sandet.

I stedet kunne AaB udnytte en kontra og lukke kampen, da de scorede til 2-0 med 12 minutter igen. Ud over et enkelt Ousman-forsøg blev det ikke til mere, og AaB kunne tage til Nordjylland med tre point til tabellen.