
Mike: Alt klappede
24.08.2009 10:51
- Det var en god kamp fra vores side. Vi var tændte fra start og var meget bevidste om, at det ikke ville blive en walkover. Vi vidste, vi skulle levere varen, og det synes jeg, vi gjorde, fortæller Mike Jensen efter storsejren over HB Køge søndag aften.
- Der var vilje på fra første fløjt, og det blev jo kun bedre af, at vi kom så hurtigt foran. Samtidig var vores fans også klar og med os fra start, så alt klappede bare, smiler talentet.
Mere selvtillid
- Jeg får så også sat en bold i kassen, så personligt var det bare endnu et plus. Da HB Køges målmand havde sat muren, lagde jeg bolden en meter til venstre, så der var fri bane, og så fik den bare alt, hvad den kunne trække.
- Det var første gang, jeg blev kåret til man of the match, en ting jeg er meget stolt af. Det giver endnu mere selvtillid og glæde. Jeg kan også mærke, at vores fans er med mig, hvilket også betyder meget. Det ville være løgn at sige, at man ikke bemærker når der står en hel tribune og er med en; det er en fantastisk følelse, forklarer Brøndby IF's 26'er.
- Nu venter der en ekstremt vigtig kamp på torsdag, vi skal ned og kæmpe røven ud af bukserne for at få det resultat, der kan bringe os videre. Vi skal gøre alt for at holde nullet. Vi har et godt udgangspunkt, som vi skal kæmpe ud fra, med alt hvad vi har, slutter Mike Jensen af.