Kent: Effektivitet i fokus

06.08.2009 08:33

- Det kan godt være de vil forsøge at gå til os i starten af kampen, og muligvis vil de komme frem lige i begyndelsen, men overordnet set forventer jeg egentlig ikke, de vil gøre det store for at komme alt for langt frem på banen.

Cheftræner Kent Nielsen ser frem til aftenens kamp, som han har en god fornemmelse omkring. Det handler i første omgang om, at udnytte chancerne.

Bedre og bedre

- Vi skal være effektive. Det er helt sikkert noget af det, vil har fokuseret på, for vi har produceret mange chancer i stort set alle kampene. Det gjorde vi også i den første kamp mod Legia, og efterfølgende har vi spillet rigtig godt mod FC Midtjylland, så tror absolut på sejren og avancement til næste runde. Vi har i det hele taget vist fremgang, og det er en udvikling vi skal fortsætte i aften og på sigt.

- Vi bruger en masse energi og producerer chancerne, og jeg er godt tilfreds med det arbejde der leveres ude på banen. Der bliver taget mange løb og vi får flyttet modstanderen. Det skal vi blive ved med, for så kommer vi igen til at score mål.

- Samtidig skal vi dog være klar over, at hvis der ikke scores i kampens indledning, så kan det godt kræve tålmodighed at åbne dem. De vil i så fald forsøge at trække tempoet ud af spillet, og det skal vi ikke lade os stresse af.

- Banen virker tør i overfladen, men er samtidlig lidt blød i det, så vi kommer til at bruge en del kræfter undervejs, men det ved jeg at drengene er klar til. Det er en opgave vi kan løse, men det kræver en god indsats af alle mand, konkluderer cheftræneren.

Du kan læse hvad Mike Jensen mener om kampen og hvad der kræves af spillerne i Fællesskabet nyhedsbrev, der bliver udsendt senere på dagen. Her vil der også være en større billedserie fra byggepladsen i Warszawa. Du kan gratis tilmelde dig Fællesskabet og få nyhedsbrevet her