
Højt humør på byggepladsen
05.08.2009 19:43
Cementblandere, kraner og et stort, gråt stadionskelet i beton. Det var det første syn, der mødte Brøndby-spillerne efter ankomsten til Legia Warszawas hjemmebane, Wojska Polskiego, til den sidste træning forud for Europa League-kampen torsdag aften.
Den store stadionombygning skyldes EM i 2012 i Polen og Ukraine, hvor tribunerne skal bære tusindvis af fans, der følger deres land under slutrunden.
Udsolgt
Trods udsigten til den store byggeplads var der højt humør hos alle Brøndby-spillerne ved træningen, der blev indledt med let opvarmning efterfulgt af kant. Ouman Jallow var uheldig nogle gange, hvor han mistede bolden og endte i midten af kanten til stor morskab for resten af spillerne - og ikke mindst ham selv.
Også Daniel Wass var centrum for drillerier, da han måtte se sig slået ved en jongleringsleg, så han skulle smide shortsene og stå tilbage i benvarmere. Noget der bragte smilet frem hos alle.
Den polske presse var mødt talstærkt op til Brøndby-træningen med seks tv-stationer og et par håndfulde fotografer og journalister. Til selve kampen, der er et større tilløbsstykke i Polen, forventes op mod 100 polske pressefolk.
Derimod bliver der ikke den store trængsel til morgendagens kamp omkring stadion, da den store ombygning indebærer, at kun plads til 5.569 tilskuere. Alle billetter er dog for længst revet væk, og der forventes, ud over de polske fans, i omegnen af 400 Brøndby-fans.
Se billederne fra træningen i Fællesskabet nyhedsbrev, der bliver udsendt i morgen. Du kan gratis tilmelde dig her.
Kampen mod Legia bliver vist på DR fra kl. 20:00. Du kan også følge Kent Nielsens tropper via Brøndby IF's helt egen liveupdate her.