Bernburg skifter omgående

18.08.2009 11:09

Brøndby IF og FC Nordsjælland er her til formiddag blevet enige om en omgående transfer af angriberen Martin Bernburg.

23-årige Bernburg tiltræder truppen i dag og deltager således fuldt ud, når truppen i dag kl. 10:30 træner på bane 2.

Glæde hele vejen rundt

Martin Bernburg glæder sig til at komme i gang:

- Jeg er rigtig glad for, at det lykkes at få skiftet på plads nu. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang, og jeg føler, at Brøndby er klubben, hvor jeg kan få opfyldt mine ambitioner, kommer det fra en åbenlyst glad Martin Bernburg.

- I første omgang handler det for mig om at kæmpe sig ind på holdet og spille så meget som muligt. Jeg er kommet til Brøndby fordi jeg vil spille med om guldmedaljerne, og så håber jeg selvfølgelig, at komme til at spille de store internationale kampe.

- Brøndby Stadion er en fantastisk arena og fansene leverer altid en imponerende kulisse. Det kan jeg slet ikke lade være med at glæde mig til, lyder det.

Cheftræner Kent Nielsen udtaler:

- Jeg er meget glad for, at vi nu får tilknyttet Martin Bernburg, som er én af de stærkeste angribere i ligaen. Med ham i truppen får vi flere muligheder i det offensive spil, hvor han vil bidrage med mange facetter i spillet.

- Han er fysisk stærk og arbejdsom, og han kan både deltage i spillet ude på banen, men også søge dybden, hvor han er god til at udnytte sin hurtighed. Han er samtidig rigtig god i boksen, lyder vurderingen fra cheftræneren.

Sportschef Anders Bjerregaard:

- Det glæder os meget, at vi er kommet i hus med denne aftale, således at Martin kan indgå i truppen allerede nu. Vi har arbejdet på, at få tilknyttet Martin hurtigt, og det er godt for alle parter, at skiftet sker nu. Vi ser meget frem til samarbejdet med Martin.

Administrerende direktør Frank Buch-Andersen udtaler:

- Vi har meldt ud, at vi igen vil være landets bedste og stærkeste fodboldhold, og indkøbet af Martin Bernburg skal ses som et skridt i den retning. Jeg er glad for, at det er lykkes os at hente spilleren allerede nu, så vi også kan drage nytte af ham i de kommende kampe for at sikre succes i ligaen og i Europa League.

Bernburg

Martin Bernburg fremviser her sin trøje med sit nye nummer.
Foto: Rie Neuchs

Bern

En synligt glad ti'er.
Foto: Rie Neuchs