
Berlin i gult og blåt
27.08.2009 11:55
Fra morgenstunden har Berlins gader og store pladser været præget af aftenens Play-Off kamp i Europa League.
Således er busser, biler og fly begyndt at ankomme med læssevis af Brøndby-fans, der allerede torsdag formiddag har sat deres festlige præg på bybilledet. De farverige fans synger og hygger i solen, og med temperaturer op mod 30 grader, er stemningen flere steder i Berlin nærmest sydlandsk.
Stadig billetter
Der forventes i alt 12-14.000 tilskuere Jahnsport Stadion, og status torsdag formiddag er, at der forventes op mod 2.500 blågule fans. Der er altså lagt op til en mulig gentagelse af de stolte Europa Cup-traditioner med stort tilskuer-fremmøde i gæsteafsnittet, der til lejligheden er blevet udvidet med ekstra plads og indgange.
At det endelige tilskuertal for gæstefansene stadig er usikkert beror på, at der fortsat sælges billetter til danske fans af de blågule.
Der kan således frem til kampstart købes billetter i de opstillede billethuse ved stadion, og kommer det til at knibe med pladsen har Hertha Berlin lovet, at skabe ekstra plads.
Af de 12-14.000 live-vidner til aftenens kamp vil over 100 i øvrigt være pressefolk.
brondby.com følger op med en fotoreportage fra det tyske.