25 mand udelukket

04.08.2009 09:00

Som opfølgning på torsdagens episode med affyring af raketter på Brøndby Stadion, hvor en tilskuer kom alvorligt til skade, har både klub og politi modtaget mange henvendelser fra fans, der ønsker at bidrage til opklaring af det skete.

På basis af billeder og beretninger har sikkerhedskorpset udpeget en gruppe af fans, der på én eller anden måde har tilknytning til gerningen og/eller gerningsmanden. Ca. 25 mand blev søndag udpeget ved indgangen, og disse har indtil videre fået karantæne fra alle Brøndby IF's kampe.

Sikkerheden altid i fokus

- Vi har flere gange opfordret til at melde den eller de skyldige. Der er klare indikationer på, at gruppen vi har udelukket er den samme, som står omkring gerningsmanden, og når de ikke vil hjælpe os og politiet, kan vi ikke gøre andet end at udelukke hele gruppen indtil videre, fortæller sikkerhedschef Emil Bakkendorff.

- Vi har heldigvis fået mange andre henvendelser, og mærker en holdningsændring i fanskaren, hvor flere og flere nu indser, at man kun hjælper sig selv, sine medfans hele den positive fankultur ved at få sat en stopper for disse handlinger. Vi er alle interesseret i at bakke op om den positive fankultur, og det er årsagen til, at vi nu slår endnu hårdere ned på dem, der træder ved siden af, lyder det.

- Vi har allerede indført en række tiltag for at forhindre og straffe handlinger, der bryder med stadionreglementet, og vi er gået i gang med at vurdere nogle byggetekniske tiltag omkring indgangene på Brøndby Stadion, der vil gøre arbejdet med visitering mere effektivt.
Det tætte samarbejde med Vestegnens Politi fortsætter og mandag formiddag er mere materiale overdraget til politiets efterforskningsarbejde.

- Det er og skal være sikkert, at gå til fodbold på Brøndby Stadion, og vi vil ikke sky nogle midler for at få stoppet disse enkelte ballademagere, der fra tid til anden forsøger at ændre på dét billede, slår sikkerhedschefen fast.

Sådan 

Faxe-tribunen og Brøndby Stadion er kendt for den fantastiske stemning og positive fankultur. Sådan skal det også være i fremtiden.