Pointdeling mod OB
26.04.2009 21:08
Der var dømt topbrag søndag eftermiddag, da OB besøgte et solbeskinnet Brøndby Stadion i SAS Ligaens runde 27.
Cheftræner Kent Nielsen havde igen blandet kortene grundigt og sat Morten Duncan Rasmussen og Ousman Jallow i angrebet. Stefan Gislason spillede igen på midtbanen med anførerbindet om armen.
Brøndby-dominans
Det blågule hjemmehold startede helt forrygende med at lægge et højt pres på gæsterne. Det resulterede i tre hjørnespark inden for de første ti minutter og en kæmpe chance til Ousman Jallow, der kun blev klaret med det en klasseredning af OB-keeperen.
Morten Duncan Rasmussen havde en stor chance, da han skød bolden lige forbi den ene opstander i det 16. minut efter et markant Brøndby-pres.
De 20.623 tilskuere skulle først helt frem til det 32. minut, før OB fik afsluttet inden for målrammen, men Stephan Andersen kunne gribe bolden sikkert.
I det 38. minut havde Stefan Gislason halvlegens største chance, da han afsluttede fra kanten af feltet. Bolden blev reddet på stregen af en OB-markspiller, og mandskaberne kunne gå til pausen uden scoringer.
Igen clean sheet
Anden halvleg startede, hvor første halvleg sluttede: Brøndby-pres over det meste af banen. I det 51. minut var Duncan igen tæt på, da han med ryggen til målet dirigerede bolden lige uden om den ene opstander med et hovedstød.
Alexander Farnerud erstattede en hårdarbejdende Ousman Jallow i angrebet efter en times spil.
Med tyve minutter igen forsøgte Samuel Holmén sig med et hammerskud fra kanten af feltet, der igen blev blokeret tæt under mål - anden halvlegs største chance. Uheldigt for Brøndby-mandskabet, der spillede bolden godt rundt uden at OB-spillerne kunne få et ben til jorden.
Gæsterne formåede ikke at være rigtigt farlige på deres få kontrastød igennem kampen og var tættest på ved et par hjørnespark. Fynboerne spil gik for størstedelens vedkomne ud på at losse høje bolde op til angriberne, men Remco og Max headede boldene væk.
Dommeren kunne fløjte en spændende, men også målløs kamp af efter tre minutters forlænget spilletid og et par mindre Brøndby-chancer i slutningen af kampen.
Dermed indkasserer Stephan Andersen sit 15. clean sheet i løbet af sæsonen, hvilket bringer ham tæt på 2005-sæsonens rekord på 18. clean sheets. Pointdelingen betyder, at Brøndby holder OB bag sig i tabellen, mens der er to point op til førstepladsen.