Flaskekaster udpeget
20.04.2009 13:47
Kampen mellem Brøndby IF og SønderjyskE var den første efter de nye sikkerhedstiltag. Kampen blev afviklet i en generelt god atmosfære og helt uden afbrænding af nødblus på lægterne.
En enkelt tilskuer fangede dog ikke helt budskabet, hvilket resulterede i et kast med en halvfyldt sodavandsflaske, der endte på banen. Denne tilskuer blev udpeget og hentet af kontrollørerne, og han kan nu se frem til karantæne fra alle Brøndby IF's kampe i en rum tid.
Tak for hjælpen
Tilskueren blev udpeget og med hjælp fra de omkringstående fans og kontrollørerne fik efterfølgende hurtigt fjernet synderen fra tribunen. Der skal lyde en tak til alle, der hjalp til i situationen, der blev afviklet i god ro og orden.
Episoden har medført en revurdering af det nye stadionreglement, og i fremtiden vil kast med genstande blive pålagt en afgift på kr. 5.000 til omgående betaling.
Stadionreglementet er under fortsat revurdering og eventuelle yderligere ændringer vil blive offentliggjort på brondby.com.
Det er og skal være en god, festlig oplevelse at gå til fodbold på Brøndby Stadion.