Arbejdssejr over Esbjerg

05.04.2009 19:31

Med 17.275 tilskuere på lægterne og påskesol på Brøndby Stadion, var der lagt op til fodboldfest i SAS Ligaens sene søndagskamp. For hjemmeholdet gjaldt det tre point til tabellen for at hænge fast i det absolutte top, mens de formstærke vestjyder godt kunne bruge point for at fjerne sig fra nedrykningsstregen.

Efter en længere skadesperiode fik Anders Randrup comeback på højrebackpladsen, mens Ousman Jallow startede i angrebet ved siden af Alexander Farnerud.

Av min arm

Esbjerg fB åbnede kampen frisk og lagde et højt pres på hjemmeholdet. Dog var Brøndby-defensiven igen sikker, og de blågule kæmpede sig stille og roligt ind i kampen.

Efter 12 minutters spilletid faldt Brøndby IF's hollandske midterforsvar, Remco van der Schaaf, uheldigt på skulderen og måtte lade sig udskifte til fordel for Jacob Berthelsen.

Som første halvleg skred frem tilspillede Brøndby-offensiven sig flere chancer, men kvaliteten i afslutningerne var desværre ikke til at se på måltavlen, der for første gang i lang tid fik lov til at vandre over de 45 minutter og vise tillægstiden. Da Esbjerg fB stort set ikke kom frem til afslutninger, og Brøndby IF's ikke blev udnyttet, forblev første halvleg målløs.

Afgørende Holmén-træffer

Brøndby-holdet kom godt ud til anden halvleg, og allerede efter fem minutter var Thomas Rasmussen lusket med fremme i modstandernes felt, hvor han sendte en afslutning af sted, der dog blev pillet af keeperen.

Bare fem minutter senere var det Ousman Jallows tur til at afslutte. Et indlæg fra venstresiden headede gambieren lige forbi mål. Og der blev faktisk produceret en del flere chancer i den ujævne kamp - alle til hjemmeholdet.

Peter Madsen afløste Farnerud i det 63. minut og efter 10 minutter på banen kunne Madsen sende Samuel Holmén af sted frem ad banen. Svenskeren spillede bolden videre til en fremadstormende Randrup på højrekanten, der tog et hurtigt træk og fandt igen Holmén.

Denne gang stod svenskeren umarkeret i feltet og kunne sparke bolden i kassen til kæmpe jubel for hele Brøndby Stadion i det 73. minut.

Med 10 minutter tilbage blev Max von Schlebrügge nedlagt voldsomt i et fremløb, og svenskeren var nødt til at forlade banen. Synderen fik et gult kort og kunne fortsætte kampen ud. Ind kom Daniel Wass, og Randrup blev sendt ind i midterforsvaret.

Da ingen af holdene kom frem til mere, endte kampen med endnu en Brøndby-sejr og tre point til tabellen.

Dermed ligger Brøndby igen på en delt førsteplads, inden AaB kommer på besøg torsdag aften.

Holmén

Samuel Holmén scorede sejrsmålet efter flot, flot opspil af Peter Madsen, Anders Randrup og Samuel Holmén selv.