Ung power til dagens træning

10.09.2008 15:53

Efter formiddagens træning i styrkerummet var det tid til den lille runde under eftermiddagens session.

Tre af de helt unge talenter deltog i træningen, og de satte hver især deres præg på en træning, der hovedsageligt stod på kombinationsspil og afslutninger i spillet til to mål.

Afslutning på afslutning

Efter den obligatoriske opvarmning blev der spillet kant og her var de tre unge, Osama Akharraz, Mustafa Hassan og Jens Larsen, sat i gruppe med noget mere erfarne spillere som Morten Cramer, Kim Daugaard, Michael Tørnes og Ousman Jallow. Også Daniel Wass var med i gruppen, hvor der absolut ikke blev givet ved dørene.

Således måtte de tre unge flere gang i midten, men selvom alle tvivlstilfælde blev dømt mod dem af de "gamle", var der ingen sure miner og bolden blev kørt rundt flere gange - også i luften hvor de tre viste flot teknik.

Under spillet til to mål viste Larsen på midten og de to offensivt indstillede Akharraz og Hassan også gode takter, og især Jens Larsen var meget i boldbesiddelse og en central spiller på sit hold.

Der blev gået til den og med Jallow, Madsen, Krohn-Dehli, Lorentzen og Mikkelsen som nogle af de toneangivende, blev der også scoret nogle flotte mål. Især Jallow viste sig igen skarp og han scorede også et af dagens flotteste mål, da han iskoldt sendte et Peter Madsen "vip" forbi keeperen.

Thomas Rasmussen måtte trække sig fra træningen kort før tid med en stor ispose om låret, men de første meldinger lyder ikke på et afbud til weekendens opgør mod Vejle.

Træningen sluttede med stor interesse fra fans og journalister, der alle ville have et ord og autografer fra især Ousman Jallow, som var dagens mest populære mand på sidelinjen.

 Krohn-Dehli

Eftermiddagens træningssession stod på fodbold og mere fodbold. De unge imponerede, men da det kom til kamp på to mål var det nu alligevel de rutinerede, der tog over.