Stephan Andersen og alle de andre

08.09.2008 14:10

Brøndby IF var sædvanligvis bredt repræsenteret på diverse landshold i weekenden. Mest bemærket i Dannevang var Stephan Andersens flotte præstation mod Ungarn i lørdagens landskamp.

Andersen blev af flere medier udnævnt som man-of-the-match, da han endnu en gang kunne holde buret rent i denne sæson. For den sikre keeper er det første gang, han spiller en landskamp, mens han er tilknyttet Brøndby IF, hvilket kaster en plads på Wall of Honour af sig.

Flere fik spilletid

Det var ikke kun Stephan Andersen, der var i kamp i weekenden. Også Stefan Gislason spillede hele kampen for Island, da de hentede et uafgjort resultat på udebane mod Norge. Brøndby IF's anfører spillede en god kamp og var stærkt medvirkende til det overraskende resultat.

Der blev også spilletid til Samuel Holmén, da Sverige mødte Albanien i samme VM-pulje som Danmark. Max von Schlebrügge er også med i Sveriges trup, men fik ikke spilletid.

Sidst, men ikke mindst, spillede Tobias Mikkelsen hele kampen for det danske U-21-landshold, da de tabte 1-2 mod Finland. De danske talenter skal dermed være heldige for at kvalificere sig til EM. De spiller sidste kvalifikationskamp mod Skotland tirsdag aften.

Stephan Andersen

Både Stephan Andersen og Stefan Gislason, der her ses på billedet, spillede landskampe for deres respektive landshold i weekenden.