Nederlag mod Rosenborg

18.09.2008 22:37

Brøndby IF mødte her til aften Rosenborg BK i UEFA Cuppens første runde. Brøndby Stadion lagde græstæppe til den spændende kamp, hvor begge mandskaber leverede en flot indsats.

Peter Madsen startede på toppen med Alexander Farnerud hængende lige bagved på den offensive Brøndby-midtbane. På kanterne lå Michael Krohn-Dehli og Jan Kristiansen.

Rosenborg begyndte bedst

Det norske hold indledte opgøret bedst med aggressivitet og tro på at lave et godt resultat på udebane. Med flere kvalificerede afslutninger viste Rosenborg BK, at de ville frem på banen fra kampens start. Dog var Stephan Andersen en sikker sidste-skanse, og han viste storspil med en refleksredning efter 17 minutter, hvor udeholdet sparkede hårdt på mål inde i det lille felt.

Dog var Andersen chanceløs, da Marek Sapara tog chancen fra kanten af feltet og trykkede en kanonkugle af, der klinede sig op ad den ene stolpe. En vigtig føring til Rosenborg BK.

Efter scoringen trak Rosenborg BK sig længere tilbage på banen og overlod spillet til Brøndby-mandskabet. Dog fik Tom Køhlerts tropper ikke noget ud af boldbesiddelsen, og mandskaberne kunne gå til pause med en 1-0-føring til Rosenborg.

Nye offensive ansigter

I pausen blev Ousman Jallow og Morten "Duncan" Rasmussen skiftet ind i stedet for Jan Kristiansen og Peter Madsen, og de to angribere viste mere direkte spil end Brøndby-mandskabet havde vist i første halvleg.

Dog var det Rosenborg BK, der startede bedst. En  bold trillede løst i Brøndby-feltet, og blev heldig samlet op af Rosenborg-talentet Per Ciljan Skjeldbred, der placerer læderet bag Stephan Andersen efter 55. minutter. 2-0 til Rosenborg og noget af en kold dukkert for Brøndby-mandskabet.

Men Rosenborg-målet satte Brøndby-spillerne endnu mere op, og bare syv minutter efter var det Michael Krohn-Dehlis tur til at få nettet til at blafre. Efter en frispilning tæt under mål viste den hurtige offensivspiller sine kvaliteter og scorede sikkert.

Indskiftede Ousman Jallow var i virkelig spillehumør, og flere gange kom gambianeren til afslutninger og ramte blandt andet opstanderen fra en spids vinkel. Også Morten "Duncan" Rasmussen havde en flot afslutning på træværket, da han møvede sig forbi tre Rosenborg-spillere og hamrede bolden mod målhjørnet. Kun en refleksredning af målmanden reddede Rosenborg BK.

På trods af det hårde Brøndby-pres formåede de blågule ikke at score det udlignende mål, og Rosenborg BK kunne drage hjem til Norge med en 2-1-føring inden returmødet den 2. oktober på Lerkendal Stadion.