
Krohn-Dehli: Masser af potentiale
23.09.2008 09:21
- Da vi kommer foran giver det os lidt ro, og i anden halvleg kommer vi godt igen.
Michael Krohn-Dehli kan være godt tilfreds med sin egen indsats i sejren over Esbjerg, og deler også roser ud til medspillerne for en god anden halvleg.
Arbejdssejr
- Set over hele kampen synes jeg at det er ganske fortjent. Vi er mest spilstyrende på trods af den mindre gode 1. halvleg, vi skaber mange chancer i 2. halvleg og positivt er det også at vi, som i torsdags, får rettet op på tingene i pausen.
- Når vi formår at spille som vi gør i store dele af 2. halvleg gennem samtlige 90 minutter, bliver det rigtig godt. Der er stadig mange ting at arbejde med, og vi skal spilles meget mere sammen som hold, men vi vinder og får vigtige point til ligaen.
- For mit eget vedkommende er jeg meget tilfreds. Jeg kom tilbage og ville gerne vise hvad jeg kan, og det er da vist gået rimeligt godt indtil videre. På mange måder er jeg overrasket over at det er gået så godt, men jeg kommer godt i gang mod F.C. København og den selvtillid det gav har jeg så kunnet bygge videre på, og med en scoring i de sidste to kampe kan jeg ikke være utilfreds.
- Jeg er jo et rimeligt ubeskrevet blad i Danmark, men jeg synes jeg har vist noget af det jeg kan, det håber jeg også at klubben har bemærket, smiler han skævt.
- Der er ingen tvivl om at jeg er der hvor jeg gerne vil være, og jeg er glad for at det er gået så hurtigt. Spillemæssigt vil vi løfte os meget som tiden skrider frem, så det er kun positivt at vi kan klare os så godt i en fase hvor der er plads til forbedring, konstaterer den lille teknikker.
Michael Krohn-Dehli leger sprinkler mens bolden ligger i gæsternes ruse. Teknikeren har fået en fremragende start i Brøndby IF og glæder sig til fortsættelsen, når holdet er spillet sammen.