Køhlert: Svært, men muligt

30.09.2008 10:25

Tom Køhlert overvejer flere muligheder op til torsdagens kamp mod Rosenborg BK, og før dagens træning er der da også afdæmpet optimisme at spore hos cheftræneren.

- Vi har mange gode spillere, og vi opererer med nogle forskellige muligheder. Jeg har tidligere sagt, at vi skal lave en "Karlsruhe" for at gå videre, men det kan da godt være at mindre end fem mål, kan gøre det, smiler cheftræneren skævt med henvisning til 5-0 sejren på udebane over tyske Karlsruher SC.

Skal score to

- Det siger sig selv: Vi skal score mindst to mål og helst holde dem fra fadet. De viste i Brøndby, at de er præcis så gode, som vi havde forventet, men da først vi får fat i anden halvleg, skaber vi rigeligt med chancer til en udligning og mere til.

- Det er klart, vi skal tage nogle af de ting med os, men jeg vil ikke stå her og sige, hvordan vi kommer til at spille. Vi forbereder os på forskellige scenarier, men vil i første omgang spille vores eget spil, lyder det.

- I dag træner vi for lukkede døre præcis som sidst. Det gør vi selvfølgelig fordi, vi gerne vil give Rosenborg en overraskelse eller to. Kan vi score det første mål, arbejder vi videre derfra. Vi har skabt os selv et meget svært udgangspunkt, så det kræver fuld fokus og koncentration i 90 minutter, men muligheden er der, konstaterer Køhlert.

Køhlert 

Køhlert får sig en snak med pressen før kamp. Cheftræneren overvejer mulighederne op til torsdagens UEFA-kamp, hvor en sejr er påkrævet, hvis drømmen om gruppespillet skal virkeliggøres.