
Køhlert: Stadig en chance
18.09.2008 23:35
På trods af et 2-1-nederlag til Rosenborg BK på hjemmebane i UEFA-cuppen var cheftræner Tom Køhlert ikke i tvivl om, at Brøndby-holdet kan vinde returkampen i Norge og skaffe sig videre avancement i turneringen.
- Vi skal bygge videre på vores anden halvleg, hvor vi får Duncan og Jallow ind og får lagt presset. Vi begynder også at spille mere direkte end i første halvleg og får skabt chancerne til mere end ét mål, lyder det fra Køhlert efter kampen.
Producerer chancer
- I første halvleg får vi på trods af et overtal på midtbanen ikke lagt presset. Vi starter nervøst og står ganske enkelt forkert på banen og yder i mange situationer ikke nok, vurderer Køhlert.
- I pausen taler vi om, at flere skal tage ansvar og vi laver så også udskiftningerne. Fra anden halvlegs start var vi der, hvor vi skal være, og det ses tydeligt, fortsætter cheftræneren.
- Vi producerer en stribe chancer, og det er endda med et par nye folk i offensiven. Jallow spiller sin første kamp og Krohn-Dehli sin anden. Sidstnævnte spiller en stor kamp og Jallow viser også, at han har mange kvaliteter.
- Vi har fået folk tilbage fra skader og er ved at få de nye spillet ind. Det koster jo, men anden halvleg viser, at det kan blive rigtig godt. Derfor er jeg også overbevist om, at vi kan vinde nok i Norge; det er uden tvivl vores mål, siger Køhlert og afslutter bestemt:
- Vi er stadig med og tror på det!