
Jallow: Vi bliver gode
23.09.2008 11:16
- Det var en vigtig sejr i går, og nu ligger vi nr. 2 i ligaen, så selvfølgelig er jeg "happy", konstaterer Jallow efter dagens træning, og tilføjer:
- Det var mærkeligt for mig at spille kampen. Jeg er slet ikke vant til at spille på en våd bane, så jeg skulle lige vænne mig til at bolden kom så hurtigt, smiler han.
God start
- Jeg har fået en rigtig god start i Brøndby, og selvom det ikke var mit bedste, jeg viste i går, fik jeg da et par gode forsøg. Ind ville bolden ikke, men det er ikke alt i en fodboldkamp.
- Jeg mangler stadig en del for at komme helt der op på det niveau, jeg gerne vil være, men det skal nok komme. Jeg har stadig brug for noget tid til at lære mine medspillere at kende og omvendt.
- Jeg gør mit bedste og kan ikke sige andet end, at jeg er meget glad for den modtagelse, jeg har fået i klubben, og glæder mig til at kunne betale tilbage. Jeg synes allerede, at vi har fået et godt samarbejde i front, så der er masser af positive ting at bygge på. Det bliver bedre dag for dag, og når alle de mange gode spillere for alvor finder formen sammen, har vi et virkelig, virkelig godt hold, slår Jallow fast.
Bolden kom lidt hurtigere på den våde bane, men Jallow kom alligevel frem til en hel del afslutninger. Angriberen glæder sig til at samarbejdet bliver bedre og ser store muligheder i holdet.