
Få billetter tilbage til Nedre Faxe
16.09.2008 13:10
Opsætningen af sæder på Nedre Faxe i forbindelse med den kommende UEFA Cup-kamp mod Rosenborg betyder, at tribunens kapacitet vil være begrænset. Der er stadig et mindre antal billetter til salg på denne tribune, men det tilrådes at købe på forhånd hvis man vil være sikker på at opleve kampen fra Danmarks vel mest berømte fantribune.
Publikumsstøtten til de afgørende kampe om deltagelse i UEFA Cuppens gruppespil ser på forhånd ud til at blive rigtig god og Brøndby Shoppen melder således om stor interesse for billetter til både ude- og hjemmekampen.
Køb billet i god tid - hjemmefra
Det første opgør spilles torsdag d. 18. september på Brøndby Stadion kl. 20:45. Du kan sikre dig billet online, i Brøndby Shoppen eller på BILLETnet, hvor du selv kan printe din billet.
Til udekampen har Brøndby IF på forhånd sikret sig 600 billetter, og der er allerede gjort et så stort indhug i antallet, at der er forhåndsreserveret et antal ekstra-billetter hvis dette skulle blive nødvendigt.
Billetter til udekampen sælges i Brøndby Shoppen, og der vil i udgangspunktet ikke være salg til medrejsende fans ved Lerkendal Stadion. Derfor er det nødvendigt at sikre sig billet på forhånd, og der opfordres til at købe i god tid, så Brøndby IF kan sikre flere billetter til afsnittet om nødvendigt.
Læs alt om billetsalg og -priser her.
UEFA Cup-væggen i foyeren på Brøndby Stadion er fyldt med store momenter. En samlet sejr over Rosenborg vil helt sikkert få plads på væggen, men det kræver fuld støtte fra lægterne, hjemme og ude.