Brøndby IF videre i pokalturneringen

28.09.2008 19:12

Brøndby IF spillede sig her til aften sikkert videre i landspokalturneringen med en sejr på 3-2 over FC Fyn. Da FC Fyn var det lavest rangerende hold, skulle kampen egentlig spilles i Odense, men på grund af sikkerhedsmæssige årsager blev kampen flyttet til Brøndby Stadion.

Træner Tom Køhlert havde valgt en anderledes opstilling end i sidste kamp, hvilket blandt andet gav plads til Mikkel Bischoff på højre back-pladsen, Pierre Kanstrup i midterforsvaret ved siden af Mark Howard og Peter Madsen sammen med Ousman Jallow i angrebet.

Power play

Brøndby IF startede opgøret bedst, og forskellen mellem SAS Ligaen og 2. division viste sig hurtigt. De blågule lagde et tungt pres på 'hjemmeholdet', og ved flere lejligheder lignede det til forveksling det power play, man kender i ishockey.

FC Fyn bed dog godt fra sig og havde et par kontraløb i den første halve time. Efter 29 minutter var det dog Brøndby IF, der trykkede godt på. Peter Madsen brød igennem i højre side og fandt Kasper Lorentzen foran mål, og den tekniske kantspiller scorede sikkert. Efter målet havde Brøndby IF al spillet frem til pausen.

Der var ingen rokeringer fra nogen af holdene efter pauseteen, og Tom Køhlerts tropper forsatte ufortrødent med deres angrebsspil. Den afgørende skarphed manglede dog foran mål ind til det 57. minut, hvor Lorentzen igen dukkede op efter et fladt indlæg og satte sidste tå på. 2-0 til Brøndby IF.

I de sidste 10 minutter satsede FC Fyn alt, og ved et hjørnespark faldt bolden ned i Brøndby-feltet og ramte en FC Fyn-spiller tilfældigt. Dermed var 1-2-reduceringen en realitet. Men indskiftede Michael Krohn-Dehli ville også lege med, og han lukkede kampen tre minutter før tid med et tørt langskud fra kanten af feltet, der gik ind bag en sprællende FC Fyn-keeper.

I kampens døende minutter kunne 'hjemmeholdet' sætte endnu en scoring ind, da en umarkeret spiller skød fladt forbi en fremadstormende Tørnes. Kampen endte 3-2, og Brøndby IF er videre i landspokalturneringen.