
Brøndby IF runder 1 mio. seere
03.09.2008 10:43
Da Brøndby IF trak det længste strå mod FC København i søndagens New Firm-opgør, var det ikke kun på Brøndby Stadion, at mange fulgte med. Også i de danske stuer blev kampen fulgt tæt, og mere end 230.000 seere så således opgøret. Det er seerrekord i SAS Ligaen i denne sæson.
De mange seere bringer samtidig det samlede seertal til Brøndby IF's kampe op på mere end en 1 mio. tv-seere siden 12. juli, hvor Brøndby IF tog hul på efteråret i kampen mod Deportivo La Coruña.
Fans følger med
SAS Liga-opgørene mod Rander FC og AGF blev hver set af mere end 100.000 seere, og pokalturneringskampen mod BK Frem Sakskøbing fra Danmarksserien blev overværet af 72.500 foran tv-skærmen.
Også de blågules færd i Europa følges af mange, og da udekampen mod B36 Tórshavn ikke blev bragt i tv, måtte liveupdaten her på brondby.com opleve så meget opmærksomhed, at den måtte give fortabt.
Hjemmekampen mod B36 blev således set af mere end 100.000 seere og mon ikke dette tal øges kraftigt når en af nordens allerstærkeste klubber, Rosenborg BK, er modstanderen i første runde af Europa Cuppen.
Med mere end 230.000 tv-seere til søndagens kamp mod FC København er Brøndby IF's samlede seertal i indeværende sæson over 1 mio.