
Træning på Lerkendal
01.10.2008 20:48
- Vi skal score to, så det går vi efter.
Michael Krohn-Dehli og resten af Brøndby-holdet er helt på det rene med hvad kampen torsdag aften handler om. Man kunne også mærke det under den sidste træning før kampen, hvor der virkelig blev gået til den og Lerkendal flere gange genlød af høje råb, jubel og ærgrelse undervejs.
Billedindtryk fra træningen på Lerkendal
brondby.com var på plads under træningen og bringer her billeder fra Lerkendal, hvor slaget skal stå torsdag aften.
Mustafa Hassan gør sig klar til træningspasset. Vejret var en anelse overskyet, og regnen dryppede forsigtigt på de hårdtarbejdende spillere.
Tribunerne er tomme, men der forventes små 14.000 tilskuere torsdag aften. Heraf vil 5-800 være fra Brøndby. En af de norske mediefolk talte i øvrigt en smule over sig undervejs, da han forklarede, at der nok kommer flere tilskuere til kampene i gruppespillet. Mentalt er nogle af dem åbenbart allerede videre.
Humøret er højt i Brøndby-truppen. Der er alt at vinde, og spillerne virker dagen før kampen frigjorte og klar til at spille chancen.
Kasper Lorentzen kan en masse med bolden - også uden hænder.
Henrik Jensen forklarer lidt om opstillingen og spillernes roller.
- De snakker meget om at vi spillede norsk i anden halvleg. Jeg synes vi havde bolden meget og skabte en del chancer, og kan vi gøre det igen, kan de kalde det hvad de vil, smilede Krohn-Dehli efter træningen, da de fremmødte, udelukkende norske medier spurgte om spillestilen.
Stefan Gislason har vundet på Lerkendal før, og islændingen har tillige scoret sejrsmålet mod Rosenborg. Anføreren er klar til at gentage bedriften og stod længe og sparkede på mål efter at træningen egentlig var slut.
Jan Kristiansen i afslappet stil. Der er ingen tvivl om, at spillerne tror på muligheden i torsdagens kamp trods det meget svære udgangspunkt.
18 år og klar til opgaven, hvis træneren skulle spørge. Mustafa Hassan var meget fokuseret under dagens træning og viste flere glimt af sine kundskaber med den lille runde.