Sejr over OB - point nummer 1002

05.10.2008 19:17

Der var lagt op til en spændende kamp på udebane mod topholdet i SAS Ligaen i dagens opgør på Fionia Park. Tidligere på ugen havde Brøndby IF spillet en svær udekamp mod Rosenborg BK, og der blev spekuleret på, om spillerne kunne klare mosten.

Men Tom Køhlerts tropper viste noget af det bedste spil længe, og det virkede som om, at Rosenborg-kampen for længst var glemt. Med formidabel fight hentede Brøndby IF en sejr på 1-0 og dermed point nummer 1002 i den bedste række. Point nummer 500 blev også indhentet mod OB.

Ousmans første træffer

Daniel Wass var blevet helt klar efter en kort skadesperiode, og han startede inde på højre back-pladsen. Dermed var Jan Kristiansen blevet rykket længere frem på banen og spillede venstre kant. Ellers lignede opstillingen den samme som mod Rosenborg BK.

Hjemmeholdet lagde bedst fra start med et gevaldigt pres over hele banen. I de første ti minutter dominerede OB begivenhederne, men lidt efter lidt fandt Brøndby-spillerne ind i organisationen og kunne spille sig ind i kampen.

Over 15.000 tilskuere, hvoraf 1.500 var Brøndby-fans, havde fundet vej til Fionia Park, og de skabte en intens kulisse omkring opgøret. Specielt den blågule tribune gyngede i takt og leverede en formidabel opbakning til Brøndby-spillerne i alle 90 minutter.

Efter 29 minutter kom forløsningen så for Brøndby-tilhængerne. Ousman Jallow stod godt placeret efter et hjørnespark og kunne sparke en nedfaldsbold i kassen. Første mål af gambianeren i Brøndby IF.

Kampen igennem blev der for alvor gået til stålet, og både Jan Kristiansen og Ousman Jallow måtte modtage behandling med ti minutter til pausen. Ingen af holdene kom til andet end et par langskudsforsøg inden de kunne gå i omklædningsrummet og nyde pauseteen.

Overtal til Brøndby

Ingen af holdene havde skiftet ud, da de løb på banen til anden halvleg, men der skulle kun gå fem minutter før OB sendte Peter Utaka på grønsværen og skiftede system til to angribere i stedet for en. Det betød ikke det store for Brøndby-defensiven, der leverede en herrefight, og holdt OB-angriberne fra chancer.

Efter 56 minutter indkasserede Eric Djemba-Djemba sit andet gule kort efter en albue mod Samuel Holmén, og OB'eren måtte gå den tunge gang til omklædningsrummet før tid.

På trods af at OB spillede 10 mod 11, var det alligevel dem, der havde de største chancer med to skud på træværket i den afsluttende fase. I den anden ende havde Brøndby IF flere hurtige kontraangreb, og Samuel Holmén havde en halvflugter som bedste bud.

Kampen endte med en 1-0-sejr til Brøndby IF, og Tom Køhlert og co. kunne rejse mod Vestegnen med tre point i bagagen.