Rasmussen: Tæt opgør

22.10.2008 14:58

Når FC Midtjylland besøger Brøndby Stadion kan det blive femte opgør, hvor Brøndby IF trækker sig ubesejret ud. De fire seneste opgør mellem de to klubber er endt med tre sejre og en uafgjort i Brøndby IF-favør. Og det er ikke kun alle Brøndby-fans, der glæder sig til kampen.

- Det bliver en rigtig god fodboldkamp - det er jeg ikke i tvivl om. FC Midtjylland er et hold, der gerne vil spille fodbold, og de er gode til at spille bolden hurtigt rundt. De kommer til Brøndby for at spille det bedste, de har lært, forklarer Thomas Rasmussen.

De små marginaler

Brøndby IF mødte FC Midtjylland tre gange i den forgangne forårssæsonen, hvilket udmøntede sig i tre sejre - endda en sikker 2-0 sejr på FC Midtjyllands hjemmebane, SAS Arena, da Tom Køhlerts tropper spillede sig i pokalfinalen.

- Det bliver de små marginaler, der kommer til at afgøre kampen. Det det hold der rammer dagen, der får alle tre point, lyder vurderingen fra landholdsspilleren. 

- Jeg synes, vi har været godt kørende. Selv om vi i perioder i kampene ikke rammer det niveau, vi skal, så henter vi alligevel pointene. Det bliver et tæt opgør, og jeg er sikker på, at alle er klar til på søndag. Vi må ikke miste pusten i topstriden, og det vil vi arbejde stenhårdt på ikke at gøre, slutter Thomas Rasmussen.

Kampen mod FC Midtjylland fløjtes i gang kl. 15:30, og allerede nu ser det ud til, at stemningen bliver i top. Masser af solgte billetter og et spændende indslag fra Brøndby Tifo vil skabe rammerne for endnu en god dag på Brøndby Stadion.

Thomas Rasmussen

Thomas Rasmussen forventer et tæt opgør, når FC Midtjylland kommer på besøg på Brøndby Stadion søndag.