
Kvartfinalepladsen hjemme
30.10.2008 22:10
Det var et ungt Brøndby-hold, der tidligt torsdag morgen drog af sted til Holstebro for at spille ottendedelsfinalen i pokalturneringen. Modstanderholdet fra Holstebro ligger normalt i Danmarksserien, men de havde alligevel fået gravet et prominent navn frem i dagens anledning.
Den tidligere Brøndby-spiller Bo Hansen, også kendt som Bomber-Bo, startede på bænken for hjemmeholdet. I Brøndby IF?s startopstilling havde Tom Køhlert fortrukket Pierre Kanstrup og Jacob Berthelsen i midterforsvaret, mens Mustafa Hassan fik sin første Brøndby-kamp fra start.
Solid Holstebro-defensiv
Brøndby IF lagde pænt fra start, da Peter Madsen, der var Brøndby IF?s anfører, havde et nærgående forsøg efter tre minutters spil, men hovedstødet gik lige forbi. Som halvlegen skred frem, fik de hårdtarbejdende Holstebro-spillere kæmpet sig ind i kampen, og deres solide defensiv blev en stor muldfuld for Brøndby-spillerne. Med minimum fem spillere bag bolden, hvis ikke mere, var der ikke meget plads at spiller på for udeholdet.
På trods af spilovertaget på den glatte bane førte chancerne ikke til noget for Brøndby IF, og efter 36 minutter opfangede en Holstebro-spiller bolden i et Brøndby-angreb og kunne løbe mod Michael Tørnes i Brøndby-målet. Efter et par forsøg endte bolden i nettet til stor glæde for hjemmeholdets fans og en overraskende føring til Holstebro.
Jallow på banen
Målet lod til at motivere Holstebro-spillerne endnu mere, og de blågule måtte gå uforløst til pausen bagud 1-0. Fra anden halvlegs start kom Ousman Jallow på banen, og den hurtige gambianer kom også frem til et par farlige chancer i starten af halvlegen.
Efter 65 minutter kom Brøndby-forløsningen så. Efter en kæmpe chance til Peter Madsen endte bolden hos Jallow, der nemt satte riposten ind til udligningen. Og bare minutter efter var det igen Ousman Jallow, der havde sidste berøring inden en Brøndby-scoring.
Efter flot opspil af Farnerud, der spillede hele kampen, endte bolden hos Kasper Lorentzen, der fandt Jallow i feltet. Og den målfarlige angriber kunne nemt heade læderet i kassen til føring 2-1.
Efter målene faldt intensiteten og Holstebro-spillernes motivation. Tom Køhlerts tropper holdt godt på bolden, og kampen ebbede efterhånden ud. Dog havde Brøndby-spillerne et par farlige forsøg, og sejren på 2-1 kunne sagtens havde været større.