
Krohn-Dehli begejstret for opbakningen
27.10.2008 11:41
- Når man kommer ud til såden en ramme som vi kom ud til i går, er det jo umuligt ikke at være topmotiveret, smiler Michael Krohn-Dehli og fortsætter:
Vi får tre vigtige point og spiller ud over det en rigtig god kamp. Sejren har både vi og vores fans fortjent.
Svære at slå
- Hvis man skal fremhæve noget specielt fra dagens kamp, må det være at vi som hold spiller en god kamp. Alle kæmper 100% for hver eneste bold, og når vi samtidig scorer på vores chancer er vi meget svære at slå. Samtidig kunne vi faktisk godt have sendt nogle flere i kassen, lyder det.
- Vi får fat i alle andenboldene, og får lagt en godt pres gennem samtlige 90 minutter. Ud over at vi spiller godt gennem hele kampen, var det også vigtigt at vi holdt nullet igen. Det er vist 6. gang Stephan holder nullet i SAS Ligaen og det er rigtig flot.
Den lille tekniker giver omgivelserne en del af æren for den flotte opblomstring:
- Jeg har det fantastisk i Brøndby lige nu, det er dejligt at komme hjem og få en masse kampe fra start. Humøret er i top, og sådan har det været siden dag 1. Vi har en rigtig god trup og et fantastisk sammenhold. Det giver tro, ro og en masse at bygge videre på, smiler Krohn-Dehli dagen derpå, hvor indtil flere kamerahold står i kø for at interviewe landsholdsspilleren.
FC Midtjylland havde mere end svært ved at fange Michael Krohn-Dehli. Journalisterne har det lidt lettere dagen derpå, hvor midtbanespilleren tålmodigt besvarer spørgsmålene igen og igen.