Jan Kristiansen: Masser af selvtillid

28.10.2008 15:01

Jan Kristiansen kronede en fornem indsats mod FC Midtjylland i søndagens topopgør med sin fjerde scoring i Brøndby-trøjen.

Den tidligere Nürnberg-spiller er faldet godt til i Brøndby IF, hvor det ind til videre er blevet til 18 førsteholdskampe siden skiftet den 16. juni i år. Og målet er klart for den stærke offensivspiller.

Formkurve stigende

- Vi har et trup, der kan være med helt i front. Vi har slået de andre konkurrenter i toppen, og det har givet holdet masse selvtillid, men fokus skal hele tiden være på næste kamp og de tre point. Hvis vi vil spille med om guldet, kræver det en indsats i hver træning, fortæller Jan Kristiansen.
 
For Jan Kristiansen var opgøret mod Midtjyderne endnu en god oplevelse på Brøndby Stadion.

- Det var en fantastisk kamp at være med i, og vi viste virkelig klassen. Jeg glæder mig først og fremmest over den indsats, vi leverede som hold, men det var selvfølgelig dejligt at se bolden gå ind. Alle går ind til kampen med en fantastisk indstilling og løbevillighed, og vi vinder jo stort set alle nærkampe, forklarer Jan K. 

- Den anden halvleg var jo ganske enkelt fremragende, og det var vel som helhed vores bedste kamp i år.  Jeg har selv et par afslutninger på træværket og Duncan har en enkelt. Men når man vinder 3-0 og samtidig leverer så god en indsats, er det svært at ærgre sig over brændte chancer, storsmiler midtbanemanden.

- Vores formkurve har været støt stigende de seneste kampe. Det skal vi selvfølgelig bygge videre på, for der er masser af potentiale i truppen, vurderer Jan Kristiansen.

Jan Kristiansen

Jan Kristiansen har haft en rigtig god start i Brøndby IF siden skiftet fra tysk fodbold. I 18 kampe er det blevet til fire scoringer og adskillige stolpeskud.