Jallow: Holdet hjalp mig

31.10.2008 00:06

Ousman Jallow blev dagens helt på Holstebro Stadion efter to scoringer, der afgjorde kampen til Brøndby IF's fordel.

- Det var en svær kamp. Holstebro stillede sig langt tilbage på banen, så angriberne ikke havde meget plads at spille på i dag. Alligevel kommer vi frem til en del chancer, forklarede Ousman Jallow i spillertunnelen efter kampen.

Gambisk fejring

Det var tæt på et hattrick for den målfarlige angriber, men tredje mål kom aldrig.

- Ja, jeg skulle nok have scoret på den sidste chance, men jeg er meget tilfreds med to mål efter bare en halvleg. Så gjorde det ikke noget, at den sidste ikke gik ind. I den forbindelse skal jeg ikke glemme mine medspillere ? det var dem, der gjorde mig god og hjalp mig til scoringerne, lød det ydmygt fra Jallow.

Der lød en del kommentarer til Ousman Jallows fejring af målene, og forklaringen ligger lige til.

- Måden vi fejrer scoringer på i Gambia er, hvor vi løber ned til hjørneflaget og laver en gestus mod himlen. Jeg gjorde det samme her ved begge mine scoringer, men normalt er man bare så glad over at score, at man ikke tænker over, hvad man gør efter målet.

- Jeg har ikke været vant til så koldt vejr, der hvor jeg kommer fra. Jeg kunne mærke mine muskler trække sig sammen, så derfor måtte jeg bare løbe lidt hurtigere, smiler Jallow, da han bliver spurgt om, hvordan det danske efterårsvejr påvirker ham.